- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Faldende overskud trods passagerfremgang

Icelandair fortsætter den markante vækst, som har været kendetegnende for selskabet igennem de senere år. I årets første seks måneder af 2017 rejste 1.748.318 passagerer med selskabet, hvilket er en stigning på 13 procent i forhold til samme periode året før.

Men den flotte passagervækst kan ikke umiddelbart aflæses i regnskabet. Godt nok er omsætningen øget med ni procent til 591,3 mio. dollars (3.740 mio. danske kroner), men bundlinjen følger ikke med. Et nettooverskud på 9,2 mio. dollars i første halvdel af 2016 er blevet forvandlet til et minus på lidt mere end 23,6 mio. dollars, hvilket svarer til 150 mio. danske kroner.

Årsagen er den stigende konkurrence fra det islandske lavprisflyselskab WOWair, der har sat billetpriserne under pres. Så de flere passagerer i flyene betaler tilsyneladende mindre for billetterne i år, end det var tilfældet sidste år. Samtidig er der ikke udsigt til en bedring i konkurrencesituationen, der fortsætter med at være ekstremt hård.

“Forventningerne til selskabets internationale flyoperationer forbliver uændrede. Konkurrencen forbliver markant in den nordatlantiske trafik, og billetpriserne forventes fortsat at være lave. Bookingsituationen i juli og august udvikler sig gunstigt og i overensstemmelse med kapacitetsøgningen. Salg- og markedsføringsaktiviteterne er derfor fokuseret på årets sidste fire måneder,” hedder det i en pressemeddelelse fra Icelandair.

Dermed forventer Icelandair, at årets tredje kvartal bliver ligeså stærkt, som det plejer, da selskabet traditionelt flyver med fyldte fly i sommermånederne. Icelandair har da også opjusteret forventningerne til årets resultat til et overskud før renter, afskrivninger og skatter på mellem 150 og 160 mio. dollars, hvilket svarer til mellem 950 og 1.o1o mio. danske kroner.

Nye fly øger konkurrenceevnen
Det er stadig transfertrafikken mellem Europa og Nordamerika, der udgør hovedparten af passagergrundlaget for Icelandair. I alt 54 procent af samtlige passagerer findes i dette segment, mens 34 procent er den rendyrkede turisttrafik til Island. Kun 12 procent af passagererne stammer fra Air Iceland Connect, der er selskabets indenrigsruter samt regionale ruter til Grønland.

I øjeblikket beskæftiger Icelandair 30 passagerfly til atlantruterne, henholdsvis 25 Boeing 757-200, et Boeing 757-300 samt fire Boeing 767-300. Men allerede i foråret 2018 modtager det islandske flyselskab det første af 16 nye fly fra Boeing. Fordelingen bliver ni Boeing 737 MAX8 og syv Boeing 737 MAX9. I 2018 leveres tre fly, seks i 2019, fem i 2020 samt to i 2021.

Flyorden har en værdi på 1,6 mia. dollars, eller lidt mere end 10,1 mia. danske kroner i listepriser. Icelandair hævder dog at have fået en betydelig rabat, da man allerede i slutningen af 2012 placerede ordren hos den amerikanske flyproducent. De nye fly bruger omkring 20 procent mindre brændstof end de nuværende Boeing 757-fly, hvilket vil styrke selskabets konkurrenceevne i det konkurrenceintensive marked.

 

Relaterede artikler:

Icelandair lukker nordiske salgskontorer

Boeing 737MAX til Billund Lufthavn i 2018

Icelandair skruer ned for forventningerne

Flere Boeing 767-fly til Icelandair

Nye Boeing-fly skal ruste Icelandair til vækst