- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Familien Nielsen – portræt af en ægte luftfartsfamilie

Den sønderjyske familien Nielsen er indbegrebet af en rigtig luftfartsfamilie. Faderen Ingolf Nielsen og begge sønner Hans Ingolf og Jørgen tog pilotuddannelse, mens datteren Lone i en kort periode arbejdede som stewardesse for Cimber Air. Alle har dog været beskæftiget i ledende administrative stillinger i det, der engang var familiens luftfartsselskab.

Aalborg-drengen Ingolf Lorenz Nielsen havde en drøm. Han ville flyve. Og det kom han også til. Men inden da skulle vejen lægges forbi Morian Hansens flyveskole på Skovlunde Flyveplads nær København.

Herfra gik turen til sønderjyske Rinkenæs, hvor han mødte Karen Margethe (‘Mimmi’), som han blev viet til den 25. januar 1950. Senere på året overtog han det skrantede Sønderjyllands Flyveselskab, der havde base ved Rødekro Flyveplads nær Aabenraa. Det blev starten på historien om Cimber.

Selvom det var hårdt slid at etablere sit eget luftfartsselskab, havde det unge par også børn i vente og i fremtidsplanerne. Hans Ingolf Nielsen var den førstfødte, idet han allerede i maj 1950 kom til verden kun ganske få måneder efter brylluppet. Hans Ingolf er således født mere eller mindre samtidig med familliens luftfartsselskab. Lillesøster Lone Marie kom til i 1955, men Jørgen meldte sin ankomst i 1957.

I Sønderborg havde kommunen i begyndelsen af 1950´erne anlagt en landingsbane på “Ellegaardens“ jorder. I tilknytning til flyvepladsen var et lille hus til en flyvepladsleder. Den position overtog Ingolf Nielsen, og familien flyttede ind i huset i slutningen af 1952. Her havde Ingolf Nielsen plads til sit første fly, KZIII OY-DMO. Landingsbanen blev lejet ud om natten til græsning, så fru Mimmi måtte tidlig morgen og sen aften lukke køer ud og ind af landingsbanen.

Det vi i dag kender som Sønderborg Lufthavn kom først til i 1967 med beliggenhed på Kær Halvø. I tilknytning til lufthavnen ligger den tidligere avlsprøvestation ‘Veesbæk“, der sidenhen blev til kombinerede kontorer og bolig for familien Nielsen. I 1994 blev opført en moderne administrationsbygning foran ‘Veesbæk’.

Med luftfarts- og flyverblod i årerne.

Hans Ingolf Nielsen (flyvernavn GOL) havde som den førstfødte fået flyvningen ind med modermælken. Som 18-årig kom han ind til Flyvevåbnet og har bl.a. fløjet de store og tunge S61 redningshelikopere. I en periode påni år fra 1985 til 1994 var han administerende direktør for Cimber Air A/S og siden for datterselskabet Cimber Air Data A/S frem til 2005.

Sidenhen har Hans Ingolf stiftede et helikopterselskab, der er uafhængigt af Cimber-virksomheden.

Lone Marie Koch (f. Nielsen) fik allerede i gymnasietiden beskæftigelse som stewardesse. I den periode var det ikke sjældent, at man kunne blive mødt af følgende intro: “Familien Nielsen byder Dem velkommen ombord“. Det skete, når far Ingolf og sønnen Hans Ingolf sad i cockpittet, og Lone kantede sig rundt i kabinen med servering til passagererne.

Efter studenter- og HH eksaminerne blev det i stedet til en plads i bookingen. I dag har Lone en position som vicedirektør med ansvar for ‘Product Management’. Herudover er hun næstformand i Cimber Sterlings bestyrelse.

Jørgen Nielsen (flyvernavn JØL) kom til Flyvevåbnet i en alder af 20 år. Her fik han en karriere som jagerpilot, hvor han bl.a. nåede at flyve F-16 i Danmark. En nyrebetændelse satte en stopper for jagerflyvningen, og Jørgen vendte tilbage til Cimber. Her kunne storebroderen Hans Ingolf i 1994 meddele, at han ønskede at stoppe som administrerende direktør for selskabet.

Pligten kaldte, og Jørgen accepterede hårdt presset at tage over. Sidenhen blev det til i alt 15 år som øverste chef for luftfartsselskabet, idet Jørgen forlod posten som administrerende direktør ved udgangen af 2009.

I de seneste par årer det primært Lone og Jørgen, derhar holdtfamiliens fane højt i virksomheden. Jørgen har indtil i dag haften rolle som næstformand i bestyrelsen for Cimber Sterling, mensLone er menigt bestyrelsesmedlem. Begge er dog dagligt beskæftiget i virksomheden.

Selskabets fremtid uden familien

Det, der tidligere var en familievirksomhed er nu i løbet af få dage på vej til at blive kontrolleret af en ukrainsk oligark via det cypriotiske holdingselskab Mansvell Enterprises Ltd.

Tidligere bestyrelsesmedlem Vagn Sørensen udtalte i forbindelse med Cimber Air´s50-årsjubilæum, “at arven fra Ingolf Nielsen handlede om lønsomhed, omkostningsbevidsthed og en udpræget fornemmelse for at sige fra, når risikoen var for stor.“

Det var rettelig en stor risiko, at Cimber Air overtog Sterling-aktiviteterne.Torsdagens selskabsmeddelelse slog engang for alle fast, at risikoen ubetinget har været for stor.