- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

FEEL Air overvejer opstart i Sydamerika, Afrika og Asien

Det norske lavprisprojekt FEEL Air kommer ikke i luften i 2011. I stedet udvider selskabet sine strategiske overvejelser og vurderer nu markeder i Sydamerika, Afrika og Asien som opstartslande for langdistanceflyvninger til lavpris.

Vi er her stadig. Sådan er meldingen fra det norske FEEL Air og selskabets ambitiøse projekt med langdistanceflyvninger fra Skandinavien til lavpris.

Der er ellers længe blevet råbt ulven kommer, og i takt med at især Norwegian har bebudet deres egen satsning på langdistanceruter til lavpris, ændrede forudsætningerne sig markant.

Dermed bortfaldt en del af det potentielle forretningsgrundlag for FEEL Air, og det har efterhånden været svært at se om planerne nogensinde ville formå at lette fra skrivebordet.

Men fra FEEL Air er meldingen, at man arbejder ufortrødent videre med projektet, og at man tilmed udvider sine visioner.

I en pressemeddelelse erkender selskabet, at de nuværende økonomiske rammebetingelser og konkurrencesituationen er markant anderledes end da man oprindeligt lancerede sine planer, men at man ikke desto mindre fastholder, at der er en fremtid for selskabet.

Det er blandt andet etableringen af en række nye langdistanceruter fra Skandinavien af SAS, Thai Airways, Qatar Airways og Emirates, der har medvirket til at reducere potentialet for FEEL Air.

“Ikke desto mindre er FEEL Air fortsat overbevist om, at den makroøkonomiske udvikling vil gøre lavpris-langdistanceflyvninger til årtiets trend, ganske som lavpris-kortdistanceflyvninger var det i det foregående årti,“ skriver FEEL Air.

Ser muligheder i Sydamerika, Afrika og Asien
Selskabet understreger, at Skandinavien fortsat er en mulighed, men selskabet undersøger nu også andre geografiske områder at starte op i.

”Udover europæiske regioner kan vi se nogle globale muligheder i Sydamerika, Afrika og Asien,” vurderer bestyrelsesformand Lars Nygaard.

Lars Nygaard er tidligere topchef hos Spanair samt det spanske lavprisflyselskab Vueling og ejer selv 38,11 % af aktierne i FEEL Air.

Ifølge bestyrelsen har FEEL Air opbygget en væsentlig knowhow, og udvider derfor sine fremtidsmuligheder.

”Bestyrelsen og ledelsen hos FEEL Air har en meget bred luftfartserfaring og selskabet har kræfterne til at løse forskellige udfordringer og etablere sig i forskellige markeder.Samtidig har FEEL Air adgang til kapitel, hvilket gør os til en levedygtig aktør i en bredere kontekst end den vi hidtil har opereret under,“siger Kai Holmberg, der er CEO hos FEEL Air AS.

Dermed fastholder FEEL Air sine planer om at etablere langdistanceflyvninger til lavpris, men løfter dog ikke sløret for præcist hvornår og hvordan man vil gennemføre projektet.

To års ventetid
Allerede i oktober 2009 gik det norske selskab i pressen med fuld musik og præsenterede planer for interkontinentale lavprisflyvninger fra Skandinavien til New York og Bangkok.

Oprindeligt skulle det første fly gå i luften allerede i 2010, men det nåede man ikke. For få måneder sider understregede CEO Kai Holmberg, at planerne stadig levede, men at man ville overveje mulighederne og eventuelle risici grundigt.

”Mange andre nystartede luftfartsselskaber har været for optimistiske. Vi er nødt til at være realistiske inden vi trykker på startknappen. Det er meget kapitalkrævende og konkurrencesituationen er ekstremt hård,” sagde Kai Holmberg i juni.

Flytypen skulle til gengæld allerede være valgt. Det bliver i givet fald Airbus A330-200 i en konfiguration med 305 sæder fordelt på 18 lie-flat beds i en særlig sektion forrest i flyet samt 287 sæder på økonomiklasse.