- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Fem luftfartskategorier ved Danish Travel Awards

Danish Travel Awards 2019 afholdes den 2. oktober i Cirkusbygningen i København, og i år er der fem priser at fordele til luftfartens aktører.

I disse dage vil nogle af de 200.000 danskere, der er medlem af Danmarkspanelet hos analysevirksomheden Epinion, modtage et interviewskema i deres indbakke.

De er nemlig blandt de 2.500 udvalgte, der skal være med til at finde vinderne af i alt 20 kategorier ved Danish Travel Awards 2019, der i år afholdes for 24. gang med det digitale rejsemedie STANDBY.dk som arrangør. Siden den 12. august og frem til den 30. august vil respondenterne, hvis antal er øget med 25 procent siden sidste år, give deres vurdering af samlet 300 kandidater.

I årets udgave er der to nye kategorier, og en af disse er inden for luftfartens verden. Som noget nyt skal der nemlig uddeles en pris til Danmarks bedste lufthavn. I kategorien indgår ni danske lufthavne, der har regelmæssig rute- og/eller chartertrafik, og paneldeltagernes vurdering er givet ud fra en helhed, hvor parametre som ruteprogram, lounges, restauranter, butikker, parkering og tilgængelighed indgår.

“Det handler ikke om at få flest stemmer, men i stedet om at opnå den højest mulige score, når de respondenter, der har benyttet de pågældende lufthavne, har vurderet den samlede oplevelse,” forklarer Ole Kirchert Christensen, der er redaktør og direktør hos Travelmedia Nordic, der udgiver STANDBY.dk og dermed står bag Danish Travel Awards.

Redefineret charterkategori
De fire øvrige luftfartskategorier er gengangere fra tidligere år. Der skal findes vindere i kategorierne Bedste europæiske ruteflyselskab og Bedste interkontinentale ruteflyselskab. Herudover skal der også uddeles diplomer og statuetter til bedste charterflyselskab og bedste indenrigsflyselskab.

Kategorien med charterflyselskaber er blevet redefineret i forbindelse med årets afstemning. Tidligere optrådte en række ruteflyselskaber på kandidatlisten, hvis charter- og rejsearrangører havde købt et antal sæder i højsæsonen, eller i tilfælde hvor ruteflyselskaberne har en begrænset bibeskæftigelse med seriecharter. I dette års kandidatliste er det flyselskaber med en mere tydelig charterprofil, der skal stemmes om.

Sidste år var det KLM og Emirates, der løb med priserne som henholdsvis bedste europæiske og interkontinentale flyselskab. DAT blev vinder af indenrigskategorien, mens færøske Atlantic Airways løb af med sejren blandt charterflyselskaberne.

Hele kandidatlisten til Danish Travel Awards 2019 er tilgængelig her.

 

Relaterede artikler:

Fire flyselskaber hædret ved Danish Travel Awards

300 kandidater til Danish Travel Awards

Danish Travel Awards rykker til Billund