- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Fik første kvartalsnedgang siden pandemien

Fra januar til og med marts i år gik færre passagerer gennem terminalerne i Swedavias lufthavne end i samme kvartal sidste år. Det er første gang, at det er hændt siden COVID-19-pandemien.

Nu har Swedavia samlet op på årets første tre måneder i en kvartalsrapport, hvori der gøres rede for både lufthavnsoperatørens økonomi samt den udvikling, der har været i antallet af passagerer, som benytter sig af de 10 svenske Swedavia-lufthavne.

Tallene viser, at nettoomsætningen er steget, når man sammenligner med perioden fra begyndelsen af januar til og med slutningen af marts i 2024.

Sidste år var den på 1,4 milliarder svenske kroner (950 millioner danske kroner), mens den i år er steget med 7,1 procent til 1,5 milliarder svenske kroner, hvilket svarer til omkring en milliard danske kroner.

Kvartalsresultatet blev ligeledes forbedret i forhold til året før. På denne post landede Swedavia i år et underskud på 168 millioner svenske kroner (114 millioner danske kroner), mens det i samme kvartal sidste år beløb sig til 215 millioner svenske kroner (145 millioner danske kroner).

For første gang
I løbet af årets første tre måneder benyttede 6,6 millioner passagerer sig af operatørens lufthavne. Det er et fald på godt 1,5 procent i forhold til samme kvartal sidste år, hvor Swedavia betjente 6,7 millioner flyrejsende.

Tilbagegangen er bemærkelsesværdig, da det dermed bliver det er første kvartal siden COVID-19-pandemien, hvor Swedavia har registreret et fald i det samlede antal passagerer i forhold til den tilsvarende periode året før.

Ud af det samlede antal fløj 4,9 millioner af dette års passagerer til eller fra udlandet, hvilket er to procent flere end sidste år, da antallet dengang var 4,8 millioner. Indenrigstrafikken faldt med 5,5 procent fra 1,8 millioner rejsende i første kvartal af 2024 til 1,7 millioner i år.

Vil have negativ indflydelse
Jonas Abrahamsson, der er koncernchef for Swedavia, nævner de globale spændinger som en mulig årsag til, at de ansatte i operatørens lufthavne har hilst færre rejsende velkommen, end tilfældet var i første kvartal sidste år.

”Vi lever i en verden, der i øjeblikket ændrer sig hurtigt og dramatisk, både økonomisk og geopolitisk,” siger topchefen, der samtidig påpeger, at de konkrete konsekvenser af den aktuelle situation er svære at spå om.

”Det er for tiden svært at vurdere, hvordan den igangværende handelskrig vil påvirke både den globale økonomi og luftfartsindustrien, men det er sandsynligt, at det økonomiske opsving vil blive udskudt, hvilket også vil påvirke efterspørgslen efter flyvninger negativt.”


Relaterede artikler:

Choktal: Svensk indenrigstrafik på vej mod halvering

Stadig røde tal hos Swedavia

De 20 største lufthavne i Norden i 2024