- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Finnair vil åbne rute til japansk OL-by

Til næste vinter åbner Finnair nye direkte ruter til Punta Cana i Den Dominikanske Republik og til den tidligere japanske OL-værtsby Sapporo.

Antallet af ruter til japanske destinationer vokser yderligere hos Finnair.

Det finske flyselskab melder således, at det i vintertrafikprogrammet for 2019/2020 åbner en helt ny og direkte rute til Sapporo i det nordlige Japan. Byen er med små to millioner indbyggere landets femtestørste by.

Finnair introducerer ruten fra den 15. december 2019, og der er afgange til og med den 27. marts 2020. Der vil være to ugentlige rotationer mellem Helsinki og Sapporo. Den japanske destination er kendt som et fantastisk vinter- og skisportssted, og byen var i 1972 vært for vinter-OL, og har lagt ansøgning ind om at blive det igen i 2030.

Der var senest direkte flyforbindelse mellem Europa og Sapporo i 2002, hvor KLM lukkede ruten fra Amsterdam via Sapporo til Nagoya. Ruten blev dengang opereret med McDonnell Douglas MD-11.

Største europæiske flyselskab til Japan
Sapporo bliver Finnairs femte destination i Japan, hvor der i forvejen er ruter til Tokyo, Osaka, Nagoya og Fukuoka.

“Vi er glade for at tilføje Sapporo til vores netværk. Finnair er det eneste europæiske flyselskab, der flyver en planlagt rute til Sapporo, og med fem centrale japanske byer i vores netværk, er vi nu det største europæiske flyselskab, der flyver til Japan,” siger Christian Lesjak, direktør for netværk og ressourcestyring i Finnair, i en pressemeddelelse.

Han suppleres af Robert Lönnblad, der er chef for Finnair i Skandinavien.

”Japan er et nøglemarked for os, og danskerne, der i forvejen er vilde med Japan, kan nu også få tilfredsstillet deres store lyst til at tage på skiferie med gode og smidige afgange til Sapporo fra København og Billund via Helsinki,” siger han.

Ny rute til Caribien
Finnair åbner desuden en ny direkte rute til Punta Cana, der ligger i Den Dominikanske Republik. Der bliver én ugentlig rotation med en Airbus A350 i perioden fra den 13. december 2019 til den 27. marts 2020.

Den Domikanske Republik, der ligger i Caribien, er populær i løbet af vinteren, hvor der er rig mulighed for lækre sandstrande og gode golfbaner. Finnair har desuden én ugentlig rotation til Puerto Plata i vintertrafikprogrammet. Også denne destination ligger i Den Dominikanske Republik.

Tidligere har Finnair meddelt, at det øger fra én til to daglige flyvninger mellem Helsinki og Hong Kong i vintertrafikprogrammet for 2019/2020. Finnair flyver til syv byer i ”Greater China” – herunder Beijing, Shanghai, Xi’an, Chongqing, Nanjing, Guangzhou samt Hong Kong.

 

Relaterede artikler:

Finnair skifter handlingselskab i CPH

Medie: Finnair vurderer rute til Chennai

Tilbagegang i Finnairs Asien-trafik

Finnair indfører Premium Economy på langruter

Finnair står foran flådefornyelse