- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Finnair bryder med Flybe

Finnair har afbrudt samarbejdet med Flybe om store dele af Finnairs produktion, og tvunget Flybe til at sælge sin majoritetspost i Flybe Nordic for én euro til en ny storaktionær.

Efter lidt mere end tre års samarbejde har Finnair og det britiske regionalflyselskab Flybe valgt at gå fra hinanden ved årets udgang. Flybe har forpligtiget sig til at sælge sin 60 procents ejerandel i det fælles selskab, Flybe Nordic, til en ny majoritetsejer eller til Finnair for kun én euro. Finnair ejer 40 procent af Flybe Nordic.

Finnair lægger ikke skjul på, at skilsmissen skyldes uenigheder.

“De finansielle resultater i vores joint venture har ikke udviklet sig i overensstemmelse med forventningerne. Vi har ikke været i stand til at nå frem til en fælles opfattelse af hvordan de problemer skal løses. Derfor har selskaberne aftalt at afbryde samarbejdet. Finnair håber at finde en ny hovedaktionær og en forretningsmodel, der vil muliggøre udviklingen af regional flyvning på en økonomisk bæredygtig måde,“ siger Pekka Vauramo, Finnairs koncernchef.

Gennem selskabet Flybe Finland står Flybe Nordic for at operere Finnairs ATR72-turbopropfly og Embraer 170 og 190 regionale jetfly. Flybe Finlands produktion udgør en tredjedel af Finnairs europæiske trafik. Ved siden af arbejdet for Finnair har Flybe Finland selv fem finske indenrigsruter og ruter til Tartu i Estland og Norrköping i Sverige. Flybe Finland har leaset 12 ATR72-fly, tre Embraer 170-fly og otte Embraer 190-fly fra Finnair.

Store armbevægelser
Produktionen for Finnair gav i regnskabsåret 2013/2014 et overskud på 6,3 mio. britiske pund svarende til 60 mio. danske kroner. Til gengæld har Flybe Finlands egne ruteaktiviteter været en dundrende underskudsforretning. Underskuddet var i 2012/13 på 11,1 mio. britiske pund, hvilket svarer til 105 mio. danske kroner. Året efter i 2013/14 var underskuddet reduceret til 7,3 mio. pund og dermed 70 mio. danske kroner. Samlet har regningen de første to år været på 175 mio. kroner før skat.

Da Flybe Nordic blev præsenteret i sommeren 2011 var det ambitionen, at selskabet skulle vokse sig til at blive det største regionale flyselskab i Norden. Planen var blandt andet at skulle flyve indenrigsruter i Finland, Sverige, Norge og Danmark samt regionale ruter inden for Norden og Baltikum.

Da Cimber Sterling gik konkurs den 3. maj 2012 var Flybe Nordic da også hurtigt ude med store armbevægelser og krigserklæringer om blandt andet at entrere på det danske indenrigsmarked. Den skandinaviske ekspansion blev opgivet, og lidt efter lidt lukkede ruterne i Skandinavien, herunder ruterne fra Stockholm-Bromma til henholdsvis København og Oslo.