- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Finnair får igen fire Skytrax-stjerner

For femte år i træk er Finnair det eneste nordiske flyselskab, der kan smykke sig med fire stjerner i den kvalitetsvurdering, som den internationale analysevirksomhed Skytrax gennemfører hvert år.

De deltagende flyselskaber skal hvert år gennemgå en auditering af produkterne for at kunne generhverve deres placering i det såkaldte World Airline Star Rating program. Det skete i februar måned, hvor repræsentanter fra Skytrax på 18 flyvninger gennemgik flere hundrede elementer relateret til service og produkter i lufthavnene og ombord på flyene.

“Vi og vore partner ønsker at tilbyde en ægte kundeoplevelse for vores passagerer. Vi værdsætter derfor Skytrax-undersøgelsen, som en måleenhed for kvalitet, som det opfattes og værdsættes af rejsende over hele verden. Da vi hver dag kæmper for at ligge forrest trods den meget hårde konkurrence, vil vi fortsætte vort målrettede arbejde med at udvikle og forbedre kundeservicen og samtidig forsøge at overgå de krævede standarder,“ siger Jarkko Konttinen, der er direktør for marketing og produktudvikling hos Finnair.

Nordiske kolleger i lavere kategori
I dag er der 35 flyselskaber, der kan kalde sig 4-stjernede, heraf blot 10 i Europa. Lufthansa-gruppen har Air Dolomiti, Lufthansa, Austrian Airlines, Edelweiss Air samt SWISS i det gode selskab. Udover Finnair er de resterende europæiske flyselskaber henholdsvis Air France, British Airways, KLM og Turkish Airlines.

Det er bemærkelsesværdigt, at IAG kun har British Airways med blandt de 4-stjernede selskaber, og partneren Iberia må derfor friste tilværelsen i den store grå masse blandt de 3-stjernede flyselskaber.

De øvrige nordiske flyselskaber finder man i kategorien med tre stjerner, der rummer den brede masse. Blandt de 124 3-stjernede flyselskaber finder man eksempelvis SAS, Norwegian og Icelandair, mens det irske lavprisflyselskab Ryanair er henvist til den 2-stjernede kategori.

Der findes blot ét selskab med en enkelt stjerne. Det er Air Koryo fra Nordkorea. I den modsatte ende af skalaen optræder syv 5-stjernede flyselskaber. Nordkoreas sydlige nabo er repræsenteret gennem Asiana Airlines, der er i selskab med ANA All Nippon, Cathay Pacific, Hainan Airlines, Malaysia Airlines, Qatar Airways og Singapore Airlines.

Lufthansa har en ambition om at rykke op den 5-stjernede kategori senest i 2015, men til den tid, kan det være muligt at komme endnu længere til vejrs. Skytrax arbejder nemlig med at etablere 6- og 7-stjernede kategorier.