- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Finnair hopper med på Light-bølgen til USA

Antallet af flyselskaber med billetpriser til Nordamerika uden bagage vokser, og nu følger Finnair også med.

Lavprisflyselskaberne har tilsyneladende ikke levet forgæves. For år tilbage var det utænkeligt, at netværksflyselskaber ville tilbyde billetter til oversøiske destinationer uden at have bagage inkluderet i prisen.

Men konkurrencen om at ligge øverst og på den første side hos søgemaskiner og prissammenligningstjenester har tvunget netværksflyselskaberne til at introducere billetpriser, der hos flere selskaber kaldes Light.

Finnair indførte i 2015 konceptet på europæiske flyvninger. og nu er selskabet klar med Economy Light på billetter til ruten fra Helsinki til New York. Indførelsen af den særlige bagageløse billettype sker i samarbejde med British Airways, Iberia og American Airlines, der alle er med i Atlantic Joint Business-samarbejdet, hvor man forsøger at ensrette produkterne på de nordatlantiske ruter.

“Vores Light-billetter tilbyder flere valgmuligheder og fleksibilitet for vores kunder, da de får friheden til at vælge den billettype, der bedst passer til deres behov. I denne indledende fase vil Light-billetterne være tilgængelige på Finnairs Helsinki-New York rute udover udvalgte transatlantiske ruter, der opereres af vores AJP-partnere.

Bagage kan tilkøbes
Finnair understreger, at alle andre billettyper inkluderer indchecket bagage. Skulle man få behov for at tilkøbe bagage på Light-billetterne, kan det ske på selskabets hjemmeside eller i lufthavnen ved afgang.

Det koster dog mellem 40 og 90 euro, eller hvad der svarer til mellem 300 og 675 kroner, at få indchecket et stykke bagage, hvis man rejser på en Light-billet.

Vælger den rejsende i stedet at betale bagagen med optjente Finnair Plus-point skal man regne med at få trukket mellem 20.000 og 23.000 point fra kontoen.

Eneste måde at slippe for at betale for et stykke bagage på Light-billetter er at være medlem af Finnair Plus på niveauerne Platinum, Gold og Silver, eller via et medlemskab af oneworld-programmet på niveauerne Emerald og Sapphire.

 

 

Relaterede artikler:

Air France-KLM med bagageløse USA-priser

Ny prisstruktur hos Icelandair

SAS indfører kuffertløse USA-billetter