- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Finnair og airberlin i nyt samarbejde

De to oneworld-medlemmer er gået sammen om at holde check-in-skranken i Københavns Lufthavn åben hele dagen. Initiativet skal forbedre passagernes rejseoplevelse.

Hidtil har check-in-skrankerne hos Finnair og airberlin kun været åbne to timer inden en flyafgang. Nu er de to flyselskaber gået sammen om at holde check-in-skrankerne åbne hver dag fra kl. 5.05 om morgen til kl. 19.20 om aftenen.

Projektet blev sat i værk den 9. juli, og samarbejdet har nu fået fast plads bag check-in-skrankerne ved elevatoren til sikkerhedskontrollen i Terminal 2. Ifølge flyselskaberne er dette den absolut bedste tænkelige placering, når det gælder om, at rejsen skal være så let og hurtig som muligt.

Det bliver antallet af bookinger som afgør, hvor mange skranker der bliver åbnet i løbet af dagen, men planen er at holde mindst tre skranker åbne hver dag, så der er separate skranker til business, economy og bagage-drop.

Godt tidspunkt
Finnairs danske landechef, Robert Gustavsson, ser frem til samarbejdet og usigten til en forbedret rejseoplevelse for selskabets kunder.

”Det er perfekt timing til højsæsonen, og vi forventer, at vores kunder vil føle det som en mærkbar forbedring af vores check-in. Målet er at gøre rejsen med Finnair endnu mere behagelig, og vi ser frem til det nye samarbejde med airberlin,” fortæller landechefen.

Finnair og airberlin har sammenlagt op til 13 afgange dagligt fra København. Finnair flyver fem gange dagligt til Helsinki imens airberlin tegner sig for de resterende otte med ruter til både Düsseldorf, Berlin og Palma de Mallorca.