- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Finnair presses af øget konkurrence

Finnair øgede i 2018 sin omsætning for tredje år i træk, men selskabets overskud voksede ikke tilsvarende og landede lige under niveauet fra året før. Det fremgår af Finnairs børsmeddelelse for fjerde kvartal 2018.

Finnair nåede i 2018 en omsætning på 2,84 milliarder euro, hvilket er en stigning på 10,4 procent i forhold til 2017. Selskabets overskud landede på 169,4 millioner euro, og resultatet ligger dermed en anelse under 2017, hvor det lykkedes Finnair at fordoble sit overskud til 170,4 millioner euro.

En del af forklaringen på det faldende overskud skal findes i øgede omkostninger til brændstof, selv om det faktisk lykkedes Finnair at reducere enhedsomkostningerne med 3,2 procent i 2018. Samtidig oplevede Finnair øget konkurrence på især det europæiske marked i anden halvdel af 2018.

Udfordringer i andet halvår
Mens 2018 var Finnairs tredje år i træk med stærk vækst i omsætningen, bød andet halvår på flere udfordringer for selskabet.

”I det første halvår understøttede et gunstigt efterspørgselsmiljø vores hurtige og lønsomme vækst inden for både passagertrafik og rejseservices. I andet halvår blev konkurrencen dog intensiveret, især på visse europæiske ruter. Desuden toppede prisen på jetbrændstof midlertidigt, og den fremtidige vækst i den globale økonomi blev mere usikker,” siger Finnairs nye koncernchef Topi Manner.

Fortsat øget konkurrence og usikkerhed
I indeværende år forventer Finnair fortsat øget konkurrence, da konkurrenterne tilføjer mere kapacitet – især på ruterne mellem Europa med Asien, som er Finnairs nøglemarked, og også på de europæiske ruter.

Samtidig forventer Finnair, at efterspørgslen på flyrejser vil blive påvirket af afmatning i økonomien på selskabets nøglemarkeder og fortsat usikkerhed omkring den globale handel, herunder fra Brexit.

På den baggrund ventes omsætningen i år at vokse i et noget langsommere tempo end selskabets kapacitet. Finnair planlægger at øge sin kapacitet med cirka 10 procent i år, mens kapaciteten sidste år voksede med 14,8 procent.

Finnair satte i 2018 på ny rekord i antallet af passagerer, som voksede til 13,3 millioner, hvilket var 11,6 procent flere end året før.

Relaterede artikler:

Tilbagegang i Finnairs Asien-trafik

Finnair stopper incitamentsaftale med piloter

Finnair udvider igen på Asien-ruter