- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Finnair ser fald i oversøisk efterspørgsel

Finnair har i september fragtet det samme antal passagerer som sidste år. Men den oversøiske efterspørgsel er dog faldet, og man har skruet ned for kapaciteten.

Når Finnair gør boet op for september 2025, så viser tallene, at der var stort set det samme antal passagerer med ombord som i september 2024. Således lyder tallet på 1.014.700 passagerer. Men hvad tallet dækker over, er passagerer, som i år har rejst andre steder hen end sidste år.

For mange flere ville til Asien, på europæiske ruter var der flere passagerer, men til gengæld sås et fald, når det gælder antallet af passagerer på nordatlantiske ruter, på ruter til Mellemøsten og på indenrigsruter.

Zoomes der ind på tallene, fragtede Finnair rundt regnet 26.400 passagerer over Nordatlanten i september, hvilket er et fald på 14,8 procent sammenlignet med september sidste år. Til Mellemøsten fragtede man 12.100 passagerer, hvilket er et fald på 61 procent.

Når det gælder indenrigstrafikken, har 127.600 passagerer rejst med Finnair, hvilket er et fald på fem procent, mens sædekapaciteten i samme periode er faldet med 2,8 procent.

Har flyttet kapacitet
Finnair meddeler, at den overordnede kapacitet målt i sædekilometer (ASK) har været stabil sammenlignet med sidste år. I Asien er kapaciteten steget med flere afgange til de japanske destinationer Tokyo, Osaka og Nagoya.

Til Asien fløj 130.200 passagerer i september, hvilket er 13,1 procent flere end samme måned i 2024. Det overstiger stigningen i kapaciteten målt i sædekilometer, som i september sammenlignet med sidste år lød på 9,4 procent.

I Europa er kapaciteten målt i sædekilometer steget med 3,4 procent, mens antallet af passagerer steg med 1,7 procent til 718.400 passagerer i september 2025.

På de nordatlantiske ruter er der mindre kapacitet, og det skyldes, at man har fjernet afgange til Dallas. Mens antallet af passagerer over Nordatlanten dog faldt med 14,8 procent, faldt kapaciteten kun med 9,4 procent. Det er altså ikke kun de færre sædekilometer, som er skyld i faldet i september.

Når det gælder Mellemøsten, skyldes faldet, at Finnair i år har sænket kapaciteten målt i sædekilometer med hele 68,5 procent. Det skyldes et afsluttet samarbejde med Qatar Airways på flyvninger mellem Stockholm, København og Doha den 15. januar 2025.

År til dato har Finnair i alt fløjet 8.973.700 passagerer, og det er en stigning på 1,9 procent, mens kapaciteten målt i sædekilometer sammenlignet med sidste år er steget med 3,1 procent.

Ser vi på hele året, har der været vækst over hele linjen – bortset fra i Mellemøsten, hvor faldet lyder på 49,7 procent, og på indenrigsruterne, hvor faldet er på 2,2 procent. Belægningsgraden lå i september 2025 på 77,3 procent, hvilket er 1,1 procentpoint højere end i samme måned i 2024, mens den år til dato ligger på 76,8 procent – 1,2 procentpoint højere end sidste år.

Det samlede antal fragtton faldt med 5,7 procent til i alt 11.745,4 ton. År til dato har Finnair haft en nedgang på 6,9 procent i luftfragten.

 

Relaterede artikler:

Verdenspremiere: Finnair med ny salgsteknologi

Finnair atter over millionen

Finnair overvejer købet af 30 fly