- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Finnair: Vi vil være det førende flyselskab i Norden

På den nyligt overståede generalforsamling i Finnair blev målet for det finske luftfartsselskabs fremtid tegnet op. Finnair skal være førstevalg mellem Europa og Asien samt det førende luftfartsselskab i de nordiske lande.

Finnair har igennem de senere måneder været ude i en kraftig mediestorm. Det skyldes afsløringen af, at selskabets bestyrelse i 2009 godkendte lukrative bonusordninger for 18 direktører og chefer i luftfartsselskabet. Til gengæld for de lukrative ordninger skulle de pågældende medarbejdere forpligte sig til at forblive i ansættelsesforholdet i minimum 24 måneder.

På den nyligt afholdte generalforsamling forsøgte bestyrelsesformand Harri Sailas samt Finnairs koncernchef Mika Vehviläinen at flytte fokus over på selskabets udviklingsmuligheder.

“Året 2011 viste, at luftfartsindustrien har ændret sig uigenkaldeligt, og at Finnair bliver nødt til øjeblikkeligt at løse selskabets spørgsmål om profitabilitet, hvis vi skal komme ud af denne uro som vinder,“ siger Harri Sailas.

Han tilføjer, at man fremadrettet vil arbejde for at skabe et Finnair, som alle kan være stolte af. Finnair vil billedligt talt flyve gennem orkanens øje og komme ud på den anden side som vinder. Et af midlerne er af fordoble trafikken til Asien samt gøre Europa-trafikken mere kost-effektiv.

“Vi skal være det mest eftertragtede luftfartsselskab for flyvninger mellem Europa og Asien, og vi skal være det førende luftfartsselskab i de nordiske lande,“ forklarer koncernchef Mika Vehviläinen.

Stor betydning for finsk økonomi
Finnair har den finske stat som majoritetsaktionær (55,8 %), mens Skagen Global Verdipapirfonds sammen med 7.000 andre aktionærer ejer den resterende del af selskabet.

Og Finnair som statsligt flyselskab har en stor betydning for den finske økonomi. I en nylig offentliggjort rapport udarbejdet af den internationale luftfartsorganisation IATA blev det kortlagt, at luftfartsindustrien udgør 3,2 procent af Finlands bruttonationalprodukt.

Herudover skabes der beskæftigelse til 100.000 personer, ligesom selskaberne i finsk luftfart årligt genererer ca. € 900 millioner (ca. 6,7 mia. danske kroner) i skatteindtægter.

Finlands geografiske beliggenhed og struktur betyder, at luftfart har en stor betydning for landet. Over 36 procent af alle besøgende til landet ankommer med fly, hvilket skaber beskæftigelse til 7.000 i rejse- og turistsektoren samt 11.000 øvrige job som følge af rejsendes forbrug i landet.