- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Flådefornyelse: Finnair vil anskaffe op mod 58 fly

Finnair tager nu skridtet videre i fornyelsen af sin flåde. Således har Finnair lagt en ordre på Embraer-fly med yderligere option og købsrettigheder, og man vil købe Airbus-fly på markedet for brugte fly.

I september sidste år lød det fra Finnair, at man overvejede at anskaffe sig op mod 30 narrowbody-fly. Mandag oplyser selskabet, at man nu har taget tegnebogen op af lommen.

Således har selskabet underskrevet en købsaftale med Embraer om 18 faste ordrer på E195-E2-fly samt yderligere option på 16 fly og 12 købsrettigheder.

Finnair har samtidig indgået aftaler med Pratt & Whitney om køb af reservemotorer og vedligeholdelsesservice til PW1900G GTF-motorerne, som driver Embraer E2-flyene, oplyser selskabet i en pressemeddelelse.

Derudover planlægger Finnair at anskaffe op til 12 Airbus A320/321ceo-fly fra brugtflymarkedet. Gøres der dermed ikke alvor af udnytte optionen på 16 fly og de 12 købsrettigheder, så er der tale om 30 narrowbody-fly. Køber Finnair samtlige fly, er der tale om 58.

“Denne kombination af nye og brugte fly understøtter vores vækst- og lønsomhedsmål på optimal vis, mens vi fortsætter implementeringen af vores strategi,” siger Turkka Kuusisto, CEO i Finnair, og tilføjer:

“Med denne investering er vi godt positioneret til at tilbyde vores kunder et voksende og attraktivt rutenetværk samt høj driftssikkerhed og en stærk kundeoplevelse. Indfasningen af de nye E195-E2-fly reducerer også vores CO2-aftryk og bringer os tættere på vores klimamål.”

Modtager første fly fra Embraer i 2027
Finnair oplyser, at man modtager de første tre Embraer E195-E2 i tredje kvartal 2027. Turkka Kuusisto fortæller, at flytypen kommer til at dække behov, som Finnair har.

“Embraer E195-E2 passer perfekt til vores behov og gør det muligt at styrke vores regionale netværk, hvilket både forbedrer forbindelserne til og fra Finland og effektivt føder vores langdistancenetværk,” siger topchefen.

Finnair oplyser, at Embraer-flyene får 134 sæder. Ud over de tre fly, man får leveret i tredje kvartal, forventer man, at der leveres seks fly i 2028 og yderligere seks i 2029.

E195-E2-flyene forventes at blive opereret af Finnairs partner Norra (Nordic Regional Airlines), som allerede i dag står for regional trafik for Finnair med Embraer- og ATR-fly. Norra har i dag 12 ATR 72-500 og 12 Embraer E190 i flåden.

Finnair oplyser, at E195-E2 er valgt på grund af sin effektivitet, pålidelighed og passagerkomfort. Det leverer over 30 procent bedre brændstofeffektivitet per sæde sammenlignet med den tidligere generation E190-E1 samt en markant reduktion i ekstern støj, nævner Finnair.

Brugte fly skal erstatte A319- og A320-fly
Når det gælder de op mod 12 A320/321ceo-fly fra brugtflymarkedet, er tanken, at de skal erstatte de ældste A319- og A320-fly i Finnairs flåde i de kommende år.

“En kombination af større og mindre narrowbody-fly gør det muligt for os fleksibelt og effektivt at udnytte vækstmulighederne på vores markeder,” lyder det fra Kuusisto.

Han understreger, at man endnu ikke er helt sikre på, om man ender med at anskaffe 12 fly. Det præcise antal vil således blive fastlagt i takt med, at forberedelserne skrider frem.

Finnairs nuværende flåde består, inklusive flyene fra Norra, af 79 fly fra Airbus, Embraer og ATR. Når Norra ikke medregnes, består flåden af 18 Airbus A350-200 og seks A330-300, fem Airbus A319-100, 10 Airbus A320-200 og 15 Airbus A321-200.

 

Relaterede artikler:

“Jettime har gjort et rigtigt godt stykke arbejde”

Finnair-topchef: Vi klarer os uden russisk luftrum

Finnair overvejer købet af 30 fly