- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Flere end 30 tidligere SAS og Norwegian-fly skal pensioneres

Amerikanske Allegiant Air vil fra 2018 påbegynde pensioneringen af selskabets 44 MD83-fly, hvoraf alene 33 af disse har en fortid i SAS, Norwegian og FlyNordic.

Lørdag den 27. oktober 2013 tog SAS afsked med MD80-flyene, der havde været en trofast arbejdshest gennem mange år. Men det betød ikke, at de aldrende fly skulle på pension. I stedet havnede hovedparten af MD80-flåden hos det amerikanske flyselskab Allegiant Air, er i dag beskæftiger 44 fly af typen MD83. Allegiant Air har også modtaget MD-fly fra Norwegian samt svenske FlyNordic, der var et datterselskab af Finnair, indtil det blev overtaget af Norwegian.

I alt er 25 tidligere SAS-fly i dag aktive hos Allegiant Air, mens fem tidligere Norwegian-fly samt tre tidligere FlyNordic MD80´ere er at finde i det amerikanske flyselskabs flåde. Mange af Allegiants MD83-fly er blevet modificeret fra MD82 til MD83 efter at være ankommet fra Skandinavien. Flåden består i dag af 86 enheder, hvoraf 44 er MD83, seks er MD88, ligesom der også indgår fem ældre Boeing 757-fly i flåden. Herudover er der 15 lidt yngre Airbus A319 samt 16 eksemplarer af A320.

Flyene som som Allegiant Air overtog efter SAS og Norwegian har en gennemsnitsalder på 26 år, og disse skal snart skiftes ud. Ifølge nyhedsbureauet Bloomberg vil Allegiant anskaffe 23 Airbus A320-fly i starten af 2018 og vil samtidig dermed begynde udfasningen af MD-flyene samt de fem Boeing 757´ere. Planen er, at Allegiant senest i 2020 skal have en enhedsflåde af Airbus-fly af type A319 og A320

Skærpet opsyn
Allegiant Air kom sidste år under skærpet opsyn af de amerikanske luftfartsmyndigheder. Det skete efter en hændelse den 17. august i Las Vegas McCarran International Airport, hvor et MD-83 fly bestemt for Peoria i Illinois under starten løftede næsehjulet uden at piloterne havde kontrol over det. Starten blev afbrudt, og den amerikanske havarikommission gik sidenhen ind i sagen. hvor det viste sig, at en vigtig mekanisk del i flyets haleparti var gået løs. Sidenhen fandt de amerikanske myndigheder tre fly hos Allegiant Air, hvor bolte var gået løs. Flyet der fik problemer i Las Vegas havde registreringen N407V, og havde tidligere været under finsk og norsk registrering som henholdsvis OH-LMY samt SE-RFD.

En anden hændelse indtraf i juli sidste år, hvor piloterne i et MD83-fly måtte udsende “mayday” og foretage en nødlanding i Fargo i North Dakota, da flyet var ved at løbe tør for brændstof. Der var angiveligt kun brændstof tilbage til tre til fire minutters flyvning, da flyet endelig satte hjulene på landjorden.

Siden har Allegiant haft eksterne auditører til at hjælpe med at højne sikkerheden, og der er tilsyneladende fremgang at spore, da der sidenhen har været færre hændelser.

“Vi investerer i alt, hvad vi kan finde ud af at investere i. De fleste indikatorer, som vi holder øje med er positive, så det bevæger sig altsammen i den rigtige retning,” siger selskabets driftsdirektør Jude Bricker til Bloomberg.

Relaterede artikler:

Allegiant-fly tæt på at løbe tør for brændstof

Flyveforbud til tidligere SAS-maskiner

SAS sælger 13 ældre MD80-fly