- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Flere fly på vingerne over Europa

Opgørelse fra Eurocontrol viser, at antallet af fly i det europæiske luftrum er steget henover sommeren. Spørgsmålet er dog, hvor mange passagerer, der sidder i de enkelte fly.

Den europæiske flyvesikkerhedstjeneste, Eurocontrol, har taget et kig på trafikudviklingen i Europas 40 største lufthavne gennem de seneste par uger. En del sydeuropæiske destinationer som Palma, Madrid, Nice, Ibiza og Tenerife har oplevet stigninger på mere end 25 procent gennem den seneste tid, mens trafikken i de nordiske hovedlufthavne blot et steget med encifrede procentsatser.

Da det er Eurocontrol, der har foretaget sammenligningen, er det antallet af flyoperationer (red: starter og landinger) og ikke antallet af passagerer, der er blevet målt. Men tallene giver naturligvis alligevel en indikation af det aktuelle aktivitetsniveau i europæisk luftfart.

Helt konkret er det trafikken på to onsdage i juli, den 8. juli og den 22. juli, der er blevet sammenlignet.

Udviklingen i antallet af flyoperationer i udvalgte europæiske lufthavne to onsdage i juli 2020. (Illustration: Eurocontrol)

Og den sammenligning viser altså, at trafikken til og fra de førnævnte, populære feriedestinationer er omkring en fjerdedel højere i denne uge end for 14 dage siden.

Enkelte andre lufthavne som for eksempel Paris-Orly og Manchester kan fremvise endnu højere vækstrater – faktisk næsten en fordobling i trafikken – men det er fra et betydeligt lavere udgangspunkt.

Tilbageholdende nordiske lufthavne
Til gengæld viser tabellen også, at væksten er noget mere tilbageholdende i de nordiske hovedlufthavne. Københavns Lufthavn topper den nordiske rangliste med en vækst på seks procent, skarp forfulgt af Oslo og Helsinki med hver fem procent, mens der kun var to procent flere operationer i Stockholm-Arlanda i denne uge end for 14 dage siden.

Ud af tabellen kan man også se, at der onsdag i denne uge var 244 flyoperationer i Københavns Lufthavn. Det er ret nøjagtig en tredjedel af det gennemsnitlige antal daglige flyoperationer i lufthavnen.

Uklart om load factor også stiger
Én ting er antallet af fly, en anden er dog, hvor mange passagerer, der så sidder i hvert fly.

Der foreligger endnu ikke så konkrete tal for de to onsdage i juli, men kigger man på Københavns Lufthavns senest offentliggjorte trafiktal, kan man se, at det gennemsnitlige antal passagerer per fly i juni 2020 var knap 48.

Til sammenligning sad der i juni sidste år godt 123 passagerer i hvert fly, der enten startede eller landede på en af banerne i lufthavnen i Kastrup. Gennemsnittet for hele 2019 var 113 passagerer per fly. Først når trafiktallene for juli er klar midt i august, får vi en indikation af, om det i juli lykkedes for flyselskaberne at øge antallet af solgte sæder per afgang.

 

Relaterede artikler:

CPH har største tilbagegang i Norden

Lufthavne: Trafik først fuldt genoprettet i 2024

Så slemt står det til i de europæiske storlufthavne