- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Flere nordamerikanske ruter til danske Primera-fly

Canadas største by, Toronto, bliver den tredje nordamerikanske destination i det indtog på markedet for atlanterhavstrafik, som det dansk-lettiske flyselskab Primera Air giver sig i kast med næste år.

I foråret 2018 etablerer Primera Air – der har islandske ejere i ryggen – baser i London Stansted, Birmingham og Paris Charles de Gaulle-lufthavnen. Flyvningerne fra de nye baser til Toronto starter i maj og juni 2018 og tilbydes året rundt. Primera Air vil fra 19. maj tilbyde tre ugentlige flyvninger på tirsdage, torsdage og lørdage fra London Stansted, fra 23. juni tre ugentlige flyvninger på samme dage fra Birmingham og fire ugentlige flyvninger på mandage, onsdage, fredage og søndage fra Paris startende den 22. juni.

Toronto slutter sig til New York ‘s Newark-lufthavn og Bostons Logan-lufthavn, som Primera Air fra april næste år begynder at flyve til fra baserne i London Stansted, Birmingham og Paris. Fra alle tre baser vil Primera Air flyve dagligt til New York-Newark samt fire gange om ugen til Boston.

Indregistreret i Danmark
Primera Air har i dag en flåde af ældre Boeing 737-800 fly, som blandt andet bliver brugt til at transportere danske chartergæster sydpå. I 2018 får selskabet leveret seks fly af typen A321neo samt yderligere to langtrækkende A321LR. Samtlige otte fly bliver indregistret i Danmark. Dermed bliver der rettet lidt op på tyngden i Primera-flyenes hjemlande. Selskabet består nemlig reelt af to søsterselskaber. Det danske Primera Air Scandinavia og det lettiske Primera Air Nordic. Sidstnævnte blev etableret i 2014, hvorefter hovedparten af selskabets otte nuværende Boeing 737-fly blev flyttet fra Primera Air Scandinavias danske driftstilladelse til Primera Air Nordics lettiske driftstilladelse. Tilbage på dansk OY-register er i dag kun ét fly. Men det bliver der altså lavet om på næste år, fortalte selskabets direktør, Hrafn Thorgeirsson, i juni til CHECK-IN.dk, da selskabet skrev under på kontrakten om levering af de to Airbus A321LR.

Det er de to fly og de seks A321neo-fly som skal bruges til at åbne ruterne mellem de tre europæiske baser og de indtil videre tre destinationer i Nordamerika.

”Med vores helt nye fly af typen Airbus A321NEO åbner vi ruter, hvor der traditionelt kun benyttes større fly. Disse nyudviklede flys enestående effektivitet sætter os i stand til at tilbyde hidtil usete priser til passagerer, der rejser fra Frankrig og Storbritannien til USA og Canada. Og vi er meget stolte af at kunne levere et produkt- og servicekoncept, der kombinerer lav pris og høj kvalitet og er som skabt til såvel turister som forretningsrejsende,” siger Andri M. Ingolfsson, direktør og bestyrelsesformand for Primera Air.

De nye fly er udstyret med to kabineklasser – Premium med fuld service og Economy til en lavere pris – samt adgang til wi-fi og opladning af enheder for alle passagerer.

Har ikke ruter til Canada
Primera Air bliver alene på ruten mellem London Stansted og Toronto. Air Canada, British Airways, WestJet og Air Transat flyver dog til andre London-lufthavne. Birmingham-ruten får selskabet også for sig selv, mens man skal flyve vinge mod vinge mellem Paris og Toronto med Air Canada og Air France samt Air Transat, der dog kun betjener ruten om sommeren.

Toronto er indtil videre ikke en af Norwegians nordamerikanske destinationer. Selskabet har faktisk slet ikke ruter til Canada.

 

Relaterede artikler:

To flyselskaber vil udfordre Primeras USA-planer

Danske Primera-fly til seks nye USA-ruter

Primera: Otte nye fly på dansk register i 2018

Primera bestiller 16 nye Boeing-fly til atlantruter

Primera Air vil flyve til USA

Hver andet Primera-fly er udflaget