- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Flere Ural-flyvninger til København

Et russisk flyselskab fordobler næste år antallet af ugentlige sommerflyvninger til København med primært kinesiske turister.

Nogle af de mere spektakulære sommergæster i Københavns Lufthavn er flyene fra russiske Ural Airlines, som har frekventeret lufthavnen en gang om ugen i den forgangne sommer. Ural Airlines åbnede sin rute mellem sit trafikknudepunkt Jekaterinburg og København i slutningen af maj i år og fløj sidste flyvning den 14. oktober.

Ruten har vist sig at være så stor en succes, at Ural Airlines næste år vender tilbage med hele to ugentlige flyvninger. Desuden startes ruten op to uger tidligere end i år. Ural Airlines vil således fra 16. maj til 13. oktober næste år flyve mellem Jekaterinburg og København hver tirsdag og fredag med Airbus A320. Samme flytype, som selskabet brugte i år. Den har plads til 144 passagerer på economy og 12 på business class.

Flyene vil primært være fyldt med kinesiske turister, da Ural Airlines har indgået en aftale med en kinesisk turoperatør om at stå for flytransporten mellem Kina og Danmark via den russiske storby Jekaterinburg.

Første i Skandinavien
Ural Airlines flyver årligt mere end fem millioner passagerer til og fra mere end 40 destinationer i Europa og Asien. I maj sidste år åbnede selskabet ikke bare en rute til Københavns Lufthavn, men også ruter til Lissabon og Helsinki. CPH var selskabets første destination i Skandinavien.

Ural Airlines har en flåde af 34 fly i Airbus A320-familien og yderligere 11 på vej. Desuden venter selskabet på at få leveret fem Airbus A330-langdistancefly. Selskabet har sine rødder i Aeroflot og har base i netop Jekaterinburg. Byen er Ruslands fjerdestørste og flyvetiden til København er mere end fire timer.

 

 

Relaterede artikler:

Kinesere kommer slet ikke til CPH i år

Nyt russisk ansigt i CPH