- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Florida-rute godt for krydstogts-København

Norwegians kommende flyrute til Florida vil gøre København endnu mere attraktiv for krydstogtsturister. Det forudser Wonderful Copenhagen, der vil bruge offentlige midler på at markedsføre ruten i USA.

Når Norwegian den 29. november i år begynder at flyve to gange om ugen mellem København og Fort Lauderdale, så vil det ikke blot give danske og andre nordeuropæiske turister bedre adgang til Florida. Det vil også gøre det mere attraktivt for de mange amerikanske pensionister, som bor i Florida, at vælge København som udgangspunkt for deres næste krydstogt.

For selvom København allerede i dag er et populært sted at starte et criuse rundt i Østersøen eller op langs den norske kyst, så vil en direkte rute kunne give krydstogts-København ekstra medvind. Det forudser Wonderful Copenhagen.

”Tilgængelighed gør, at man som destination er en tak foran konkurrenterne. Og derfor vil det uden tvivl gøre en forskel og få folk til at vælge København, at man kan flyve direkte hertil,” fastslår international marketingchef, Birgitte Olsen, fra Wonderful Copenhagen.

Gerne støtte op
Hvert år flyver omkring 60.000 passagerer mellem København og Fort Lauderdales nabolufthavn, Miami, med mindst en mellemlanding undervejs, da der ikke findes en direkte ruteforbindelse. Derfor har Miami og Florida også gennem flere år været i kikkerten hos Wonderful Copenhagen som et sted, hvor man meget gerne så en rute til fra København.

”Derfor er det rigtig dejligt, at der nu kommer en Florida-forbindelse. Vi vil i regi af ruteudviklingsfonden Global Connedted gerne støtte op med destinationsmarkedsføring i Florida for også at tiltrække amerikanske passagerer,” forklarer Birgitte Olsen

Hun vil ikke sætte tal på hvor mange penge Wonderful Copenhagen og Global Connected budgetterer med at skulle spendere på at markedsføre ruten overfor det amerikanske publikum.

”Men vi kan få meget udbytte ud af få midler,” påpeger Birgitte Olsen og nævner amerikanske journalister, touroperatører og rejseagenter som de primære målgrupper for markedsføringen af ruten.

Fra 29. november til februar næste år vil Norwegian flyve mellem København og Fort Lauderdale to gange om ugen. Fra februar skrues det op til tre gange ugentligt.

Foto: Dennis Rosenfeldt