- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Flot vækst i Københavns Lufthavn

En vækst i passagertallet på 17,2 % i marts måned er stærkt medvirkende til at konsolidere Københavns Lufthavns position som den største lufthavn i Skandinavien. I alt 1.795.794 passagerer rejste gennem lufthavnen i marts.

Omkring 260.000 flere passagerer end sidste år rejste gennem Københavns Lufthavn i marts måned. Samlet blev det til 1.775.794 passagerer, hvilket er 17,2 % flere end samme måned sidste år.

Væksten i indenrigstrafikken tegnede sig for de første 60.000, mens der var stigninger på 15 % på de internationale passagerer. Særligt vigtigt var det, at antallet af transferpassagerer steg med ikke mindre end 11,4 % efter en konstant tilbagegang i hele 2009. Det tyder på, at det strategiske partnerskab, der er indgået mellem SAS og lufthavnen begynder at slå igennem. Det handler bl.a. om, at den såkaldte “minimum connecting time“ er nedsat fra 40 til 30 minutter på en række SAS-afgange, når der skiftes fly i Københavns Lufthavn.

“Det er blevet hurtigere og nemmere at skifte fly i Københavns Lufthavn, og stigningen i transfertrafikken er et klart udtryk for, at vores samarbejde med SAS om at forbedre vores transferprodukt har båret frugt,” siger Carsten Nørland, Salgsdirektør, Københavns Lufthavn.

Den markante vækst i marts måned slår også en tyk streg under Københavns Lufthavns dominerende position i Skandinavien. Væksten i marts måned var større end i storlufthavnene ved Stockholm og Oslo.

Oslo-Gardermoen er næststørste skandinaviske lufthavn med 1.572.854 passagerer i marts måned og en fremgang på ca. 6,8 %. Arlanda-lufthavnen ved Stockholm nåede op på 1.424.246 passagerer og en stigning på 3,9 % i forhold til samme måned året før. Derimod er der kraftigt vækst i Bromma-lufthavnen i Stockholm, der passerede 200.000 passagerer med en vækst på ikke mindre end 16 %.