- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Flotte trafiktal fra Cimber Sterling

December måned bød på en fremgang i passagertallet på 19 procent for Cimber Sterling - trods hårdt vintervejr og mange aflysninger. Selskabet har haft succes med at følge 'SAS-recepten' ved at skære i den udbudte kapacitet og derigennem øge belægningen på flyene.

December måned ligger midt i finansårets tredje kvartal hos Cimber Sterling. En måned, der traditionelt er præget af svag efterspørgsel hos mange luftfartsselskaber.

Men noget kunne tyde på, at Cimber Sterling er kommet ganske pænt ud af måneden. Med en fremgang på ca. 20.000 passagerer fra næsten 111.000 i december 2009 til omkring 131.000 i december måned 2010, kunne det trængte luftfartsselskab rapportere om en fremgang på 19 procent i passagertallet.

Heruodover har Cimber Sterling valgt at anvende “SAS-recepten“ ved at reducere i selskabets udbudte kapacitet på fritidsruterne. Samlet er den udbudte sædekapacitet blevet reduceret med omkring 16 procent i december måned, mens den solgte sædekapacitet kun faldt med ca. 9 procent.

Dermed fik Cimber Sterling hævet kabinefaktoren med hele 4 procentpoint til 60 %, hvilket også er en model, som SAS med succes har gennemført igennem de seneste 12 – 18 måneder i forbindelse med selskabets turnaround.

Herudover fortsætter den positive udvikling i selskabets yield, som dog offentliggøres med en måneds forsinkelse. Således var der i november måned en fremgang på 37 procent i yielden til DKK 1,30 – primært sikret gennem højere gennemsnitspriser på de regionale ruter og fritidsruterne. Derimod faldt yielden på dansk indenrigs med ca. 3 procent i forhold til samme måned året før.

Trods de pæne trafiktal vil Cimber Sterling økonomiske resultat for december måned angiveligt være påvirket af de mange forsinkelser og aflysninger, der prægede måneden. Kun 60 procent af samtlige afgange blev afviklet til tiden, hvilket vil sige indenfor en margin på 15 minutter i forhold til planlagt afgangstidspunkt. Til gengæld blev hele 7 procent af samtlige flyafgange annulleret i december måned.

Foto:Cimber Sterling kunne byde på flotte trafiktal for december måned med 19 procent flere passagerer end samme måned året før.