- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Fly fra Skandinavien tæt på MH017-område

Den hollandske havarikommission har offentliggjort en liste med 160 fly, der passerede over det østlige Ukraine den 17. juli 2014, hvor MH017 blev skudt ned. På listen finder man flyvninger til og fra København, Stockholm og Oslo.

Efter 15 måneders arbejde kunne den hollandske havarikommission DSB (Dutch Safety Board, red.) i denne uge offentliggøre den endelige rapport om Malaysia Airlines MH017, der blev skudt ned over det østlige Ukraine af et russisk Buk-missil.

Flyet var den 17. juli 2014 undervejs fra Amsterdam til Kuala Lumpur med 283 passagerer og 15 besætningsmedlemmer, der alle omkom som følge af den tragiske ulykke.

Havarikommissionen har i forbindelse med den endelige rapport undersøgt, hvilke flyselskaber, der i dagene op til ulykkestidspunktet har brugt den luftkorridor, hvor de ukrainske myndigheder forinden havde udsendt en advarsel om, at kommerciel flyvning ikke var tilladt i en flyvehøjde under 32.000 fod, hvilket svarer til 9.750 meter.

Der var i alt 61 flyselskaber fra 32 lande, der fløj igennem flyvekontrolområdet i det østlige Ukraine ledet af flyveledelsen i Dnipropetrovsk (UKDV). Ingen af disse flyselskaber var fra Norden, men i stedet fra en række lande i Asien, Europa, Mellemøsten samt fra USA.

På selv ulykkesdagen den 17. juli var der i alt 160 flyvninger over det område, hvor MH017 blev skudt ned og under ledelse af Dnipropetrovsk (UKDV).

Syv flyvninger til og fra Skandinavien
Blandt disse var Emirates, der med et Boeing 777-fly var på vej fra Stockholm til Dubai. Qatar Airways overfløj området hele fire gange med Boeing 787-8 Dreamliner på ruterne fra Doha til Stockholm v.v. samt fra Doha til Oslo v.v.

Singapore Airlines var også i området med et Boeing 777-fly fra Singapore til København og sidenhen fra København til Singapore på returrejsen. Netop flyet fra København med rutenummer SQ351 var tættest på MH017, da det blev skudt ned. Få minutter forinden havde flyveledelsen anmodet MH017 om at skifte højde, da flyet fra København ville komme for tæt på, da begge fly lå i samme flyvehøjde.

Netop Singapore Airlines var det flyselskab, der havde flest fly i luften over Østukraine den 17. juli, indtil luftrummet blev lukket kl. 17.00 europæisk tid samme dag. Hele 16 fly eller 10 procent af samtlige overflyvninger kom fra Singapore-selskabet, mens russiske Aeroflot havde 12 fly over UKDV-luftrummet.

Foto: Kort der viser, at SQ351 fra København til Singapore var blot 25 kilometer fra MH017 umiddelbart før nedskydningen.