Et fragtfly fra Ukraine Air Alliance udbrændte natten til fredag i Leipzig Lufthavn, da der gik ild i flyet. Omkring 49.000 levende kyllinger gik til i flammerne.
Det sker heldigvis sjældent, at fly bryder i brand i lufthavnene. Men det var ikke mindre tilfældet fredag i sidste uge, da et fly fra Ukraine Air Alliance gik op i flammer under opstart af motorerne i Leipzig Lufthavn i Tyskland.
Flyet af typen Antonov AN-12BP skulle flyve til Mineralny Vody i Rusland med syv besætningsmedlemmer og ikke færre end 49.000 levende kyllinger ombord i lasten. Branden opstod kl. 02.08, da besætningen havde startet motor 1 og 4, hvorefter flyet brød i brand.
Det lykkedes de syv besætningsmedlemmer at redde sig ud af det brændende fly, mens samtlige kyllinger omkom i flammerne. Lufthavnen var lukket i omkring en time, mens slukningsarbejdet stod på. Det skriver Aviation Herald.
Regelmæssigt vedligeholdt
Tysklands havarikommission BFU har indledt en undersøgelse, der skal opklare årsagen til den pludseligt opståede brand i det ukrainske fly.
Flyet kom fra Stockholm på rutenummer UKL751, og forinden havde det tilbagelagt turen fra Krasnodar i Rusland til den svenske hovedstadslufthavn.
De tyske luftfartsmyndigheder bekræftede, at det udbrændte fly var UR-CAG, og ifølge oplysningerne var flyet regelmæssigt vedligeholdt og alle dokumenter og certifikater var i orden. De tyske myndigheder foretager løbende inspektion af udenlandske fly i tyske lufthavne, men hidtil har der ikke været inspektion af UR-CAG, der kunne have fået luftfartsmyndighederne til at reagere.