- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Flybe har stadig danske ekspansionsplaner

Flybe har slots til danske indenrigsruter fra København fra 20. august. Ruterne er slet ikke sat til salg endnu, men Flybe har stadig danske ekspansionsplaner.

Om 20 dage kan det vrimle med fly fra britisk-finske Flybe Nordic i lufthavnene i København og Billund samt på Bornholm. I hvert fald hvis man skal tro på oversigten over hvilke såkaldte slottider de forskellige flyselskaber har reserveret til flyvninger fra Billund og København, som er de to eneste danske lufthavne, hvor det er nødvendigt at søge om slots.

For her fremgår det nemlig, at Flybe Nordic fra 20. august har reserveret slots til at operere to danske indenrigsruter fra København til Billund og Bornholm, samt en udenrigsrute fra Billund til Oslo. Men ingen billetter er endnu sat til salg, ligesom Flybe ikke officielt har annonceret ruternes åbning. Og selvom de fleste indenrigsbilletter først sælges få dage før afgang, så er kunderne trods alt nødt til at kende til selskabets eksistens inden ruteåbningerne.

I Flybe Nordics finske hovedkontor er meldingen dog klar. Man har stadig planer for Danmark.

”Flybe Nordic har fortsat intentioner om at ekspandere i Danmark, og vi vurderer fortsat timingen af annonceringen af en dansk entré,” lyder det i en kortfattet fra Flybe Nordics presseafdeling i Finland til CHECK-IN.dk.

Presseafdelingen løfter dog ikke sløret for, om entreen på det danske marked bliver fra 20. august.

For alvor kamp om kunderne
Mellem København og Billund har Flybe reserveret plads i de to lufthavne til fem daglige returflyvninger. Og på ruten fra København til Bornholm har selskabet fra 9. september lagt billet ind på fire daglige returflyvninger. SAS starter mandag den 13. august med at flyve mellem København og Billund, og Danish Air Transport har siden Cimber Sterlings konkurs i maj fløjet til Bornholm fra København.

I Billund har Flybe fra 20. august slots til fire daglige returflyvninger til Oslo. En rute, der i dag betjenes af Sun-Air og Norwegian. SAS starter den 3. september med at flyve på ruten. Så der vil for alvor blive kamp om kunderne, hvis Flybe melder sin ankomst på ruten.

Til gengæld har Flybe opgivet de slots, som man tidligere havde lagt billet ind på fra Billund til Stockholm Bromma. Her flyver Sun-Air alene. Til gengæld har Flybe siden januar fløjet mellem København og Stockholm Bromma.

Flybe Nordic er et samarbejde mellem Finnair og det britiske regionalflyselskab Flybe. Selskabet flyver på en lang række finske indenrigsruter og en række ruter mellem Finland og det øvrige Norden. Flybe Nordic har et erklæret mål om at blive Nordens største regionalflyselskab og give SAS og Norwegian konkurrence på ruterne inden for Norden.

Spøgt i kulissen
Siden Cimber Sterlings konkurs den 3. maj i år har Flybe spøgt i den danske indenrigskulisse. Cimber Sterling efterlod sig et kæmpe hul i det danske indenrigsnet, da selskabet var alene om at betjene fire af de seks danske indenrigsruter. Mange havde derfor forventet, at Flybe ville være en af de første til at rykke ind og lukke hullerne.

Meget tydede da også på, at Flybe Nordic forhandlede intensivt med kuratorerne om at overtage dele af boet efter Cimber Sterling og drive indenrigsoperationerne videre med tidligere Cimber Sterling-fly og -ansatte. Men det faldt til jorden, og med SAS’ genåbning af Billund-ruten mandag den 13. august er alle hullerne i indenrigskortet fyldt ud.

Danish Air Transport kastede sig allerede på konkursdagen efter ruterne til Bornholm og Sønderborg, mens Norwegian få dage efter genåbnede sin rute til Karup.