- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Flybilletter til Spanien kan blive dyrere

De spanske lufthavne pålægges ekstra omkostninger til sikkerhedstiltag mod coronavirus. Regningen sendes videre til flyselskaberne.

Sikkerhedsforanstaltningerne i forbindelse med coronavirus kan betyde, at flybilletter til Spanien bliver dyrere. Det skriver det britiske medie Mail Online.

De spanske lufthavne pålægges at indføre en række nye sikkerhedsforanstaltninger for at hindre smitte med coronavirus i forbindelse med, at landet efter planen igen åbner for udenrigsrejser fra den 1. juli.

Regningen for de nye sikkerhedsforanstaltninger vil ifølge det britiske medie sandsynligvis løbe op i millioner af euro, og de spanske lufthavne siger, at de ville overføre omkostningerne til de enkelte flyselskaber.

Ekstraordinær omstændighed
Den spanske lufthavnsoperatør AENA skal ifølge et nyt kongeligt dekret være ansvarlig for at tilvejebringe ”de menneskelige, sundhedsmæssige og støttende ressourcer, der er nødvendige for at garantere sanitær kontrol med passagerernes indrejse på internationale flyvninger”.

Ifølge de eksisterende takstregulativer er der ikke nogen udsigt til en stigning i lufthavnsafgifterne i de AENA’s lufthavne inden 2027, men coronapandemien betegnes som en ekstraordinær omstændighed af de spanske myndigheder.

De fleste af Spaniens lufthavne var lukket indtil for et par uger siden, hvor 13 af dem blev åbnet igen og accepterede passagerer, hvis de opfyldte ét af fem kriterier, herunder behovet for at rejse for arbejde.

Tyske turister i test
Antallet af flyrejser i Spanien forventes at stige igen, når alle lufthavne åbner, og internationale flyankomster igen er tilladt.

De spanske myndigheder har for nyligt tilladt, at cirka 6.000 turister fra Tyskland, hvor pandemien stort set er under kontrol, kan flyve til øgruppen Balearerne (Mallorca, Ibiza, Menorca mv.) fra den 15. juni, to uger før Spanien officielt genåbner sine grænser, for at teste, hvordan man genstarter turismen.

Herhjemme har Great Dane Airlines annonceret, at selskabet denne sommer – med opstart 5. juli – vil flyve feriegæster fra Aalborg til Malaga i Spanien. Det sker på trods af, at det danske udenrigsministerium fortsat fraråder alle ikke-nødvendige rejser til Spanien foreløbigt frem til den 31. august.

SAS har ligeledes annonceret, at selskabet fra den 20. juni vil begynde at flyve til Malaga igen.

 

Relaterede artikler:

SAS klar med maskepåbud

Great Dane Airlines-direktør: “Jeg er rystet”

Great Dane Airlines klar med tre nye ruter