Sidste år lagde Korean Air den største ordre i selskabets historie hos Boeing. Nu har man taget det sidste skridt for at færdiggøre ordren.
Sidste sommer oplyste SkyTeam SAS-partneren Korean Air og Boeing, at det sydkoreanske flyselskab havde lagt en ordre på 103 fly, hvilket er den største flyordre i selskabets historie.
Nu lyder det fra Boeing, at Korean Air har færdiggjort sin ordre på samtlige fly, som både tæller widebody- og narrowbody-fly. Ordren omfatter 20 777-9-fly, 25 787-10, 50 737 MAX 10 og otte 777-8-fragtfly. Boeing oplyser, at ordren er resultatet af bilaterale forhandlinger om handel mellem USA og Sydkorea.
Færdiggørelsen af ordren blev markeret med et arrangement med deltagelse fra Korean Airs bestyrelsesformand og koncernchef Walter Cho, administrerende direktør og koncernchef for Boeing Commercial Airplanes Stephanie Pope, administrerende direktør og koncernchef for motorproducenten CFM International, Gaël Méheus.
Derudover deltog også højtstående repræsentanter fra regerings- og finanssektoren, herunder USA’s ambassadør i Republikken Korea, Michelle Steel, og Republikken Koreas minister for handel, industri og ressourcer, Kim Jung-kwan.
Vigtige for flådestrategi
Boeing har tidligere oplyst, at det er første gang, at Korean Air har lagt ordre på fragtvarianten Boeing 777-8F. Tidligere har Walter Cho fortalt, at de 103 fly, som man nu endelig har bestilt fra Boeing, er en vigtig del af selskabets flådestrategi.
”Anskaffelsen af disse næste generations-fly er kernen i vores strategi for modernisering af flåden, hvilket vil give betydelige gevinster i brændstofeffektivitet og forbedre passageroplevelsen på tværs af vores globale netværk,” sagde Cho således sidste år, da ordren blev offentliggjort. Her tilføjede han:
”Denne investering er også et afgørende redskab for vores fremtid som et fusioneret flyselskab med Asiana, for at sikre, at vores samlede selskab bliver et af de mest konkurrencedygtige i branchen.”
Er selv Boeing-leverandør
Korean Airs flåde består i dag af 170 fly, hvoraf hovedparten er produceret af Airbus og Boeing. Man råder over 41 Boeing 777’ere, 33 787 Dreamlinere samt 23 Boeing 737’ere, både MAX-fly og de ældre NG’ere. Derudover har man fortsat 15 747’ere i flåden.
Fra Airbus råder man over 20 A321’ere, 17 A330’ere, 10 A220’ere, fem eksemplarer af verdens største passagerfly Airbus A380 samt tre Airbus A350-900. Man har også tre mindre fly fra Bombardier og Gulfstream.
Korean Air er i øvrigt også leverandør til Boeing. Således producerer Korean Air Aerospace Division Boeing 787’ernes vingespidser samt komponenter til Boeing 737 MAX, 767 og 777.
Relaterede artikler:
Bestiller 103 fly: Gigantordre fra SAS-partner