- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Flyselskab annullerer ordre på 49 MAX-fly

To fatale flyulykker på mindre end et halvt år og det efterfølgende flyveforbud for Boeing 737 MAX-fly har skabt stor usikkerhed om fremtiden for MAX-programmet, som er fjerde generation af Boeing 737-flyet.

En lang række flyselskaber verden over har måttet stille deres MAX-fly på jorden efter den seneste ulykke med en MAX 8 i Etiopien, og blandt andet indonesiske Lion Air har meddelt, at de overvejer at annullere deres ordrer på flere 737 MAX hos de amerikanske Boeing-fabrikker.

Nu meddeler et andet indonesisk flyselskab, flagcarrieren Garuda Indonesia, at det har besluttet at annullere sin ordre på 49 Boeing 737 MAX 8. Selskabet har i dag kun en enkelt 737 MAX 8 i sin flåde.

”Passagerer har mistet tilliden”
”Vi har sendt et brev til Boeing med en forespørgsel om at annullere ordren. Det skyldes, at Garudas passagerer i Indonesien har mistet tilliden og ikke længere har tiltro til flymodellen,” siger en talsmand for Garuda Indonesia.

Garuda Indonesia er det første selskab, der officielt annullerer en ordre på flymodellen. Selskabets ordre på MAX-fly har ud fra listeprisen en samlet værdi på seks milliarder dollar.

Garuda Indonesia har dog mulighed for at ændre ordren til andre Boeing-flytyper og i øjeblikket forhandler med Boeing herom, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Bedst sælgende flytype
737 MAX er den bedst sælgende flytype nogensinde hos Boeing. Flyproducenten har ordrer på omkring 5.000 fly af typen fra mere end 100 kunder verden over. Blandt kunderne i Europa er Norwegian, Icelandair, TUI Group, LOT Polish Airlines og Air Italy.

De tre største kendte kunder til 737 MAX er Southwest Airlines med ordrer på 280 fly af typen, flydubai med ordrer på 251 fly og Lion Air med ordrer på 251 fly.

MAX-flyet produceres i fire forskellige udgaver – MAX 7, 8, 9 og 10. Den første udgave af flytypen, der blev produceret, var MAX 8, som efterfølger til den populære Boeing 737-800.

Den 10. marts omkom 157 personer, da et MAX 8-fly fra Ethiopian Airlines styrtede ned kort efter starten fra Etiopiens hovedstad Addis Abeba. Den 29. oktober sidste år styrtede et Lion Air-fly af samme type ned i Indonesien kort efter start og 189 mennesker mistede livet.

 

Relaterede artikler:

Lange udsigter til at 737 MAX flyver i Europa igen

737 MAX-certificering undersøges

Overvejer at annullere Boeing 737 MAX-ordrer