- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Flyselskaber frygter sommeren

Brancheorganisationen Airlines for Europe er bekymret over antallet af flyvelederstrejker og frygter, at det kan komme til at påvirke sommerens mange ferierejsende.

Flyvelederstrejker er ikke noget særsyn i luftfartsindustrien. Ifølge Ryanair har der alene i Frankrig været mere end 40 flyvelederstrejker siden 2009. Ikke desto mindre koster strejkerne luftfartsselskaberne mange penge hver eneste gang, ligesom adskillige rejsende på frustrerende vis er tvunget til at ændre på deres rejseplaner.

Det er ikke mere end et par måneder siden, at flyveledere i Frankrig sidst strejkede, og her påvirkede det ikke bare den franske indenrigstrafik, men også flyvninger mellem destinationer som Danmark, Spanien, Portugal og De Kanariske Øer.

Derfor udtrykker brancheorganisationen Airlines for Europe (A4E) bekymring forud for sommerferiernes flyveplan, der kan ramme uskyldige familier hårdt, hvis strejketendensen fortsætter.

”Vi har sagt det mange gange. Hvis flyselskaber sættes i en situation af ATC-fagforeninger, hvor de ikke er i stand til at minimere generne i tide, har vi ikke kun et økonomisk problem i forhold til indvirkningen på vækst og tab af arbejdspladser, men vi er samtidig også ansvarlige for, at velfortjente familieferier og forretningsrejsers mødeplaner bliver ødelagt,” skriver den administrerende direktør for A4E, Thomas Reynaert, på organisationens hjemmeside.

Ønsker politiske ændringer
Airlines for Europe blev etableret i begyndelsen af 2016 med det formål at påvirke lovgiverne i EU, så flyselskaberne får det optimale vilkår at arbejde under. Sidenhen har en lang række europæiske flyselskaber meldt sig ind under organisationens faner – både netværksselskaber og lavprisselskaber.

Thomas Reynaert anerkender, at visse udefrakommende tiltag, som den amerikanske regerings trussel om at forbyde transport af store elektroniske enheder på fly fra Europa til USA, kan være en stor udfordring, men den administrerende direktør mener, at nøglen til at løse operationelle problemer er at udvise politisk mod, især hos de nationale regeringer og deres fagforeninger.

”Jeg oplever, at der er mange i EU’s institutionelle miljø, der er bange for at ændre på tingene – især, hvis det betyder at man må tage en politisk risiko. Men skal luftfartsindustrien bevæge sig fremad, er vi nødt til at ændre måden vi arbejder, tænker og rejser,” skriver Thomas Reynaert og fortsætter:

”Taget den mængde teknologi, der er til rådighed i dag i betragtning, og de mange løsninger vi implementerer med SESAR (fællesforetagende om at gøre det europæiske luftrum mere sikkert og miljøvenligt, red.), vil det være en stor fejltagelse at fratage EU-borgerne muligheden for et omkostningsfrit EU-luftrum,” skriver Thomas Reynaert, der håber på et ledelsesskift ved det kommende valg i den Europæiske Organisation for Luftfartens Sikkerhed.

Det er langt fra første gang, at flyselskaberne retter kritik mod den politiske scene i Europa. I forbindelse med flyvelederstrejker sidste år opfordrede Ryanair, der også er medlemmer af A4E, EU-Kommissionen og Europa-Parlamentet til at lave en lovgivning, der fjerner strejkeretten fra flyveledernes europæiske fagforeninger. Ryanair mener desuden, at andre landes flyveledertjenester skal have adgang til at kontrollere overflyvning over fransk luftrum i forbindelse med de franske flyvelederstrejker.

 

 

Relaterede artikler:

Ny flyvelederstrejke i Frankrig

Kritik af fransk flyvelederstrejke

Ryanair: Forbyd flyveledere at strejke