- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Flyselskaber vil have dækket omsætningstab

Norsk luftfart ønsker direkte økonomisk kompensation for tabt omsætning og faste omkostninger frem for blot statsgaranterede lån.

Den norske regering kom i begyndelsen af coronakrisen i marts de norske flyselskaber til undsætning med en hjælpepakke, som bestod af lånegarantier for seks milliarder norske kroner (4,2 milliarder danske kroner).

Dengang vidste ingen, hvor dyb og langvarig krisen i luftfarten ville blive, men coronakrisen er nu så omfattende, at der er brug for andre typer af hjælp end blot lånegarantier til de norske flyselskaber. Det siger direktøren for den norske brancheorganisation NHO Luftfart til det norske erhvervsmedie E24.no.

”Dette er ved at blive en krise, som man ikke kan låne sig ud af. Den har fået et omfang, som ingen kunne forudsige, og som nu kræver andre typer af instrumenter. Og så mener vi, at en kompensationsordning med kontantstøtte er et af de ekstra instrumenter, man må tage i brug. Det vil være ikke-diskriminerende og målrettet for branchen,” siger Torbjørn Lothe til E24.

Møde med ministre
I sidste uge deltog Torbjørn Lothe i et møde, hvor norsk luftfart fremlagde sine ønsker til yderligere krisehjælp fra den norske regering. På mødet deltog også Norwegians koncernchef Jacob Schram, den norske SAS-direktør Kjetil Håbjørg, og Widerøes koncernchef Stein Nilsen, mens den norske regering var repræsenteret af handels- og industriminister Iselin Nybø og transportminister Knut Arild Hareide.

De norske flyselskaber har hidtil ikke kunnet få del i de generelle økonomiske hjælpepakker for norsk erhvervsliv, som skal dække virksomheders omsætningstab og faste omkostninger. Til gengæld har flyselskaberne fået støtte i form af lånegarantier samt afgiftsfritagelser, momsnedsættelser og statslige opkøb af sæder på flyene.

Alle disse støtteordninger udløber dog senest i slutningen af oktober, og luftfarten ønsker udover direkte kontantstøtte også, at flere af de nuværende hjælpeforanstaltninger skal fortsætte.

”Man skal fortsætte nogle af de eksisterende afgiftsfritagelser såsom flypassagerafgift og nedsat moms. Vi mener, at købsordningen også skal fortsættes gennem vinteren,” siger Torbjørn Lothe.

50 procent færre passagerer i 2021
Den norske lufthavnsoperatør Avinor har ifølge NHO-direktøren lavet en prognose, der indikerer et fald på 50 procent i antallet af passagerer i 2021 – også hvis en vaccine vil være klar til brug i Norge inden sommeren 2021.

Selv om det er næsten et halvt år siden, at den norske regering tilbød flyselskaberne lånegarantier for seks milliarder norske kroner, har kun Norwegian og det lille taxi- og charterselskab Airwing indtil videre benyttet sig af lånegarantierne, skriver E24.no.

Norwegian har lånt det maksimale beløb på tre milliarder norske kroner, mens Airwing har lånt ni millioner norske kroner. Dermed er lånegarantier for næsten tre milliarder norske koner fortsat ubrugte.

SAS har frem for at benytte lånegarantierne sikret sig likviditet gennem en udvidelse af selskabets aktiekapital samt en refinansiering af anden gæld. Widerøe har hidtil fundet det billigere at låne fra sine bankforbindelser frem for at benytte sig af de statslige lånegarantier.

 

Relaterede artikler:

“Norwegian skal meget hurtigt have nye penge”

“Den mest spændende finansthriller i norsk historie”

Usikkert om ny norsk hastelov vil kunne hjælpe Norwegian