- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Flyselskaber vil have fart på reformering af luftrum

Ni flyselskaber opfordrer sammen med Airlines for Europe ministre fra medlemslandene i EU til at droppe drøftelserne og træffe de beslutninger, der kan gøre Single European Sky til virkelighed.

I disse dage danner Stockholm rammen om et møde, hvor EU-medlemslandenes ministre, der har enten telekommunikation, energi eller transport som ressortområde, skal diskutere en række emner blandt andet klimaprogrammet Fit for 55.

Airlines for Europe har benyttet det europæiske ministermøde som en anledning til at argumentere for, at organisationen mener, det nu er tid til, at medlemslandene træffer beslutning om at reformere luftrummet over Europa.

Derfor har brancheorganisationen for de europæiske flyselskaber udsendt en skriftlig opfordring til politikerne, som er akkompagneret af en video, hvori piloter fra ni forskellige flyselskaber taler for Single European Sky-initiativet, der har været diskuteret i en årrække.

Travl sommer venter forude
Single European Sky har til formål at skabe større kontrolzoner for flytrafikken over Europa, hvilket vil betyde, at man ikke på samme måde som i dag vil tage hensyn til landegrænser. Initiativet skal blandt andet hjælpe til at mindske den samlede mængde CO2, der udledes.

Ifølge Airlines for Europe vil det gøre det muligt for flyselskaberne at benytte de mest effektive ruter således, at man både mindsker brændstofforbruget på flyvningerne samt risikoen for forsinkelser. Derudover vil det betyde, at der vil blive udledt omkring syv procent mindre CO2 fra flytrafikken.

Organisationen påpeger ligeledes, at udsigten til endnu en travl sommer med mange flyvninger i luftrummet over Europe kun har forstærket behovet for, at politikerne skrider til handling og stiller sig bag det foreslåede initiativ.

Fremhæver CO2-besparelser
I videoen fra organisationen medvirker piloter fra KLM, Volotea, Icelandair, Ryanair, Norwegian, Air France, Lufthansa, EasyJet samt Vueling, der alle er medlemmer af Airlines for Europe. Den administrerende direktør Laurent Doncel fra brancheorganisationen fortæller, at meldingen er klar.

“EU-medlemslandene har mulighed for at skabe et fælles og digitaliseret luftrum over Europa, hvis de støtter op omkring EU-Kommissionens forslag til lovgivningen for Single European Sky. Derfor har vores piloter en besked til ministrene: Vi har ventet for længe på denne vigtige beslutning, og nu er det tid til at skride til handling for passagerernes, Europas og miljøets skyld.”

Blandt de ansatte, som udtaler sig i videoen, er Aidan, der er kaptajn hos Ryanair. Han hæfter sig ved nogle af de miljømæssige fordele, som han mener, der er ved initiativet.

”Vidste du, at man kan mindske CO2-udledningerne med mere end to ton på en typisk flyvning fra Stockholm til Barcelona? Vi kunne også forkorte flyvetiden, men det kræver en fælles løsning for hele Europa – som Single European Sky – for, at vi kan få glæde af disse fordele.”


Relaterede artikler:

EU: Fælles luftrum eller en sag på halsen

Flyselskaber vil have fælles EU-luftrum

Alarmklokkerne ringer for ’Single European Sky’