- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Flytrafikken til Storbritannien er reddet

I 2017 rejste lidt flere end tre millioner passagerer mellem Københavns Lufthavn og lufthavne i Storbritannien, og det svarer til omkring 10 procent af det årlige antal passagerer i den danske hovedstadslufthavn.

Derfor har der været mange ting på spil for lufthavnen – og ikke mindst flyselskaberne – i forbindelse med forhandlingerne om Storbritanniens udtræden af EU.

Derfor er der i dag glæde i Københavns Lufthavn over den nye EU-nødplan, der sikrer flytrafikken frem til den 1. januar 2020, uanset hvordan Storbritannien får viklet sig ud af EU-samarbejdet.

”Uanset om det bliver en blid eller en barsk Brexit uden de store aftaler den 31. marts næste år, så er flytrafikken mellem Storbritannien og de 27 EU-lande i første omgang reddet,” siger kommunikationsdirektør i Københavns Lufthavn, Peter Goll.

Mange interessenter bag løsning
Derfor fastslår kommunikationsdirektøren samtidig, at erhvervslivet og fritidsrejsende trygt kan bestille rejser til Storbritannien frem i tiden.

”Vi har i Københavns Lufthavn været meget optaget af arbejdet for at få en nødplan for flytrafikken – dels i dialog med den danske regering, politikere og myndigheder og dels via EU og lufthavnenes internationale brancheorganisation ACI. At det er lykkedes er en virkelig god nyhed for danske virksomheder og rejsende. Det er ganske enkelt godt arbejde,” siger Peter Goll.

Af samlet mere end tre millioner årlige passagerer mellem CPH og Storbritannien, tegner London-ruterne sig alene for 2,3 millioner passagerer. Samtidig er London den suverænt største destination fra Københavns Lufthavn.

Fra de øvrige danske lufthavne er der årligt 550.000 rejsende til og fra Storbritannien, så EU-nødplanen redder således i første omgang rejserne for 3,6 millioner årlige passagerer.

Ingen ekstra sikkerhedscheck
Nødplanen omhandler også reglerne om sikkerhedscheck i lufthavnene. Ved en såkaldt hård Brexit skulle alle rejsende fra Storbritannien udover paskontrol også igennem en helt ny sikkerhedskontrol, hvis de som transferpassagerer skulle skifte fly. Det ville give store udfordringer i alle EU-lufthavne.

Derimod betyder nødplanen, at det såkaldte “one-stop-security”-koncept kan fortsætte, således at transferpassagerer ikke skal igennem et nyt sikkerhedscheck, når man kommer fra Storbritannien til en EU-lufthavn.

”Målet er at nå en permanent aftale omkring flytrafik mellem EU og Storbritannien inden udgangen af 2019. Skulle det mod forventning ikke nås, så viser denne nødplan, hvor vigtig flytrafikken er – og at vi i givet fald nok skal finde en ny nødløsning, indtil den samlede aftale om Brexit er på plads,” siger Peter Goll.

 

Relaterede artikler:

Ryanairs O’Leary med ny Brexit-advarsel

Ryanair indfører Brexit-klausul på solgte billetter

Europas lufthavne advarer mod Brexit uden aftale