- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Flyulykke i San Francisco Airport

En stor sort røgsøjle kunne lørdag middag lokal tid ses over San Francisco International Airport. Et Boeing 777-passagerfly fra Asiana havarerede i forbindelse med landingen i den amerikanske vestkystlufthavn.

Flyet med rutenummer OZ214 skulle have landet planmæssigt i San Francisco kl. 11.15 lokal tid (20.15 dansk tid) efter en flyvetur på 10 timer og 45 minutter fra den sydkoreanske hovedstad Seoul. Men tilsyneladende gik noget galt under landingen, således at flyets hale brækkede af, hvorefter der efterfølgende gik ild i flyet.

Der er indtil nu meget sparsomme informationer om ulykken, der dog er bekræftet af de amerikanske luftfartsmyndigheder, FAA.

Det lykkedes at evakuere passagererne via flyets nødslisker, men det har indtil videre været usikkert, hvor mange sårede og eventuelle dræbte, som ulykken har været årsag til. Den lokale amerikanske TV-station KTVU bekræftede lørdag aften med lokale politimyndigheder som kilde, at to er dræbt og mindst 61 er kvæstede ved ulykken, hvoraf 10 er i en kritisk tilstand. Flyet rapporteres at være delvist udbrændt.

Ifølge amerikanske medier er de tilskadekomne kørt til fire hospitaler i området, mens en enkelt passagerer blev afhentet af en helikopter fra kystvagten og derfra fløjet til et hospital i området.

De lokale myndigheder har også oplyst nationaliteterne på de 291 passagerer og 16 besætningsmedlemmer. Der var i alt 141 kinesiske statsborgere ombord, 61 af amerikansk statsborgerskab, 77 koreanerne og en jaoansk statsborger. Man mangler stadig at få overblikket over de sidste passagerers nationaliteter.

Gik i stykker ved landingen
Aviation Herald rapporterer, at flyet landede alleryderst på bane 28L, hvor det under landingen ramte en kant, der afskærmer landingsbanen mod San Francisco Bay. Herefter blev landingsstellet og flyets hale revet af, hvorefter flyet kurede hen ad banen og kom til stop efter at være vendt rundt i en 180 graders position.

Det havarerede fly var af typen Boeing 777-200 med plads til 310 passagerer. På den aktuelle flyvning fra Seoul til San Francisco var der 291 passagerer og 16 besætningsmedlemmer ombord i flyet.

Boeing-flyet havde registreringen HL7742 og er et fly, der er lidt mere end syv år gammelt, idet det blev leveret til Asiana den 7. marts 2006.

Foto: David Eun/Twitter