- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Fokus på besparelser trods SAS-overskud

Med et overskud på 1,4 mia. svenske kroner før skat – eller godt 1.150 mio. danske kroner – burde der være glæde i direktionslokalerne hos SAS i Stockholm.

Resultatet har man allerede fejret, men omkostningsbasen er ikke tilstrækkeligt til at sikre et konkurrencedygtigt SAS fremadrettet. Enhedsomkostningerne steg nemlig i det netop afsluttede finansår med 3,3 procent justeret for valutakurser og eksklusive omkostninger til flybrændstof.

“Dette er utilfredsstillende,“ konkluderer koncernchef Rickard Gustafson i årsrapporten. “For at sikre konkurrencedygtigheden på sigt, er SAS tvunget til at arbejde endnu mere intenst med implementering af fortsatte besparelser og forventes at generere besparelser på en mia. svenske kroner gennem effektiviseringstiltag i 2015/16.“

SAS forventer, at konkurrencen i det skandinaviske marked intensiveres i løbet af 2016 med øget kapacitet fra konkurrenterne, hvorfor der vil komme et pres på billetpriserne.

“Vi møder de stigende markedsudfordringer med en styrket effektiviseringsindsats, en justering af flådestørrelsen parallelt med at styrke vore interkontinentale tilbud,“ siger koncernchefen i årsrapporten.

Levede op til forventningerne
Ellers levede SAS i årsregnskabet op til tidligere udmeldte forventninger samt de mange bud fra aktieanalytikerne på et årsresultat.

Omsætningen steg fra 38.006 mio. til 39.650 mio. svenske kroner, hvilket repræsenterer en vækst på 4,3 procent.

Overskuddet på 1,4 mia. svenske kroner før skat var en klar forbedring i forhold til finansåret 2013/14, hvor der var et underskud på 918 mio. svenske kroner.

Det forbedrede resultat er sikret gennem selskabets kommercielle succes, gennem omkostningsbesparelser samt ved at kunne kapitalisere på de lavere brændstofpriser i finansårets fjerde kvartal.