- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Forbyder stadig flyvninger til Tyrkiet

Den russiske regering har afslået ansøgninger fra flere russiske flyselskaber om at åbne ruter til Tyrkiet. Russerne hævder, at det ikke er sikkert at rejse til det populære turistland.

I slutningen af 2015 nedskød Tyrkiet et russisk jagerfly i grænseområdet mellem Tyrkiet og Syrien. Det fik Ruslands præsident Vladimir Putin til at forbyde charterarrangører at sælge rejser til Tyrkiet. Hvert år rejser 4,4 mio. russere til Tyrkiet, hvoraf alene 3,3 mio. er turister, der besøger en række populære destinationer på den tyrkiske middelhavskyst, så som Lara, Belek, Alanya og Side.

Sanktionerne mod Tyrkiet kan mærkes i den tyrkiske turistindustri, der i den kommende højsæson kan se frem til en markant nedgang i antallet af russiske turister. Fra Skandinavien forventes også færre turister til Tyrkiet i år. Det skyldes dog de relativt mange terrorhandlinger i landet, hvilket har fået Udenrigsministeriet til at advare om, at terrortruslen mod turistmål er øget væsentligt i løbet af 2016.

I Rusland har flere regionale flyselskaber søgt om at åbne nye ruter til Tyrkiet. Det er blandt andet tilfældet med Pegas Fly i Kranojarsk og Nordwind Airlines i Moskva. Nordwind har søgt om at flyve dagligt til Istanbul og Antalya fra i alt ni russiske lufthavne, mens Pegas Fly vil flyve to gange om ugen til Antalya fra seks forskellige lufthavne i Rusland.

Rusland: Ikke sikkert i Tyrkiet
Ansøgningerne er blevet afslået af det russiske transportministerium via Rosaviatsia, der er de civile luftfartsmyndigheder i Rusland.

“Vi har set terrorhandlinger i Tyrkiet med eksplosioner og bombeangreb. Derfor er vi i øjeblikket imod udviklingen af rutetrafik til Tyrkiet, så længe at situationen i landet ikke kan betragtes som værende sikker for vores statsborgere,” siger Alexander Neradko, generaldirektør i Rosaviatsia til det russiske nyhedsbureau Interfax.

Før hændelsen ved den syrisk-tyrkiske grænke var Tyrkiet et udpræget favoritrejsemål for mange russere. Men sidenhen har alle lokale og regionale flyselskaber fået forbud mod at flyve til Tyrkiet. I marts måned fik Ural Airlines undtagelsesvist tilladelse til at genoptage charterflyvningerne til Antalya.

Relaterede artikler:

UM: Øget trussel mod tyrkiske turistmål

Spies: Lave priser fjerner terrorfrygt

Star Tour: Færre rejsende til Tyrkiet

Rejser til Tyrkiet kan blive billigere