IATA’s topchef, Willie Walsh, skal fra august stå i spidsen for Indiens største flyselskab. Med ham ved roret skal driftskrisen, som ramte selskabet i december, og førte til
Willie Walsh er en særdeles fremtrædende profil i luftfarten. Han er aktuelt administrerende direktør for IATA (International Air Transport Association, red.) og har også været administrerende direktør i British Airways. Nu har Walsh udsigt til et jobskifte, for han skal nemlig være koncernchef for Indiens største flyselskab, IndiGo. Det skriver Reuters.
IndiGo oplyste i marts, at selskabets koncernchef, tidligere KLM-topchef Pieter Elbers, var fratrådt stillingen med øjeblikkelig virkning.
Ifølge Reuters udnævnte IndiGo Willie Walsh som Elbers’ arvtager tirsdag, og opgaven for den 64-årige luftfartsveteran bliver at styre det store flyselskab ud af en nylig driftskrise med tusindvis af aflyste flyvninger og kaotiske forhold i flere lufthavne samt styrke den internationale ekspansion.
Starter i august
Walshs periode som chef for IATA udløber den 31. juli, og der går ikke lang tid, før han starter i den nye stilling. Således er hans første dag som koncernchef i det store flyselskab den 3. august, oplyser IndiGo.
Walsh bliver topchef for selskabet i en tid, hvor IndiGo udvider rutenettet med langtrækkende fly i form af Airbus A321XLR og Airbus A350-fly. Det kræver evnen til at navigere i adgangen til internationale markeder, skriver Reuters.
”Det handler om mere end at løse driftsproblemer; det handler om at opbygge og udvide en international identitet,” siger, hvad Reuters kalder ”en højtstående branchekilde,” til nyhedsbureauet.
Årtiers erfaring i bagagen
Før Walsh blev administrerende direktør for IATA i april 2021, havde han allerede årtiers erfaring fra luftfarten med sig i bagagen. Starten i branchen var som kadet i Aer Lingus i 1979. I 2001 kunne han indtage direktørstolen i selskabet.
Fire år senere, i 2005, blev Willie Walsh CEO i British Airways, hvor han førte selskabet igennem den globale finanskrise, som ramte verden i 2008, og han stod i spidsen for fusionen med Iberia i 2011, som skabte IAG.
Igennem tiden har Walsh ikke været bange for at tage kampe. Således har han været konfrontatorisk i arbejdsmarkedsstridigheder hos BA, mens han i sin kapacitet som topchef for IATA rettede skarp kritik mod regeringer for deres håndtering af COVID-19-pandemien.
Udfordret af driftskrise
IndiGo har en ganske stor betydning for indisk luftfart. Således står man for 65 procent af landets marked. Selskabet aflyste dog i december mere end 4.500 flyvninger – en alvorlig krise.
Krisen havde flere årsager. Dels krævede den indiske luftfartsmyndighed, DGCA, at flyselskabet reducerede kapaciteten med fem procent for at få bedre styr på driften, som var forstyrret af nye hviletidsregler for piloterne, hvilket havde skabt akut pilotmangel, mens man dels også var ramt af tekniske fejl, dårligt vejr og trængsel i luftrummet.
Det har indtil videre betydet, at IndiGos aktie er faldet med 22 procent i 2026. Selskabet værdiansættes aktuelt til 1,52 billioner rupees (105 milliarder kroner).
Medstifter og administrerende direktør Rahul Bhatia har midlertidigt overtaget ledelsen af flyselskabet efter Elbers’ afgang.
Relaterede artikler:
Var i København i oktober – nu er han fratrådt