- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Forsigtig start for ny SAS-rute

SAS etablerede den 31. marts en helårsrute mellem København og Leeds-Bradford i Midtengland. Den første måned af rutens levetid har der blot været 644 passagerer ombord på flyene.

SAS åbnede ved indgangen til sommertrafikprogrammet den 31. marts to nye helårsruter. Den ene er ruten fra København til Leeds-Bradford i Midtengland, mens den anden rute er fra Aalborg til Oslo.

Med åbningen af ruten til Leeds kunne SAS smykke sig med titlen som største operatør af direkte ruter og frekvenser fra København til centrale destinationer i Storbritannien. Det sker gennem knap 200 ugentlige afgange på ruterne til London, Newcastle, Humberside, Manchester, Birmingham, Aberdeen samt Leeds.

Nu foreligger de første passagertal for ruten, idet Trafikstyrelsen har offentliggjort trafiktal for april måned. Her var der blot 644 passagerer på samtlige 16 afgange i april måned på ruten. Den udbudte sædekapacitet var på 1.408 sæder, hvorfor belægningen landede på 45,7 procent.

“Vi har et indtryk af, at de nye helårsruter præsterer som forventet, hvilket vi kan se på den fremskrivning vi kan lave baseret på de foreløbige passagertal. Vi opererer ud fra en betragtning om, at vi skal flyve lønsomt, men vi kan ikke kommentere på enkelte ruter, da de indgår i en større fødekæde,“ siger pressechef Trine Kromann-Mikkelsen til CHECK-IN.dk.

40 passagerer per afgang
Der er tydeligvis en geografisk ubalance i passagertallet på Leeds-ruten, idet hovedparten af passagererne er på strækningen fra København til Leeds. Hele 369 rejste mellem til Leeds, mens blot 275 sad i flyene fra Midtengland. Det svarer til, at 40 ud af 88 sæder er solgt på hver afgang.

SAS flyver to gange om ugen mellem København og Leeds på henholdsvis fredage og mandage på en sen eftermiddagsafgang. Der benyttes fly af typen CRJ900 med plads til 88 passagerer.

Helårsruten fra Aalborg til Oslo, der blev etableret samme dag som Leeds-ruten har haft 1.713 passagerer i april måned. Under forudsætning af, at der har været benyttet de 123-sæder store Boeing 737-600 fly har belægningen været på 53,6 procent. Men SAS startede ruten op med de noget større Boeing 737-700/800 fly, hvorfor belægningen er lavere, da sædudbuddet har været større.