- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Forsinkelser i europæisk luftrum

Den europæiske flyveledertjeneste Eurocontrol er tirsdag blevet ramt af IT-problemer, der skaber forsinkelser i flytrafikken over det meste af Europa.

Det meste af lufttrafikstyringen i Europa varetages af Eurocontrol, der har hovedsæde i Bruxelles. Organisationen er tirsdag eftermiddag ved 15-tiden blevet ramt af en alvorlig IT-fejl i et såkaldt Tactital Flow Management System.

Herefter har Eurocontrol iværksat nødprocedurer, og det har medført, at kapaciteten til at håndtere den europæiske flytrafik er blevet reduceret med 10 procent.

Det betyder, at der er større eller mindre forsinkelser i flytrafikken i mange lufthavne. Sent tirsdag eftermiddag er hovedparten af de ankommende europæiske fly i Københavns Lufthavn forsinket med en halv til en hel time.

Københavns Lufthavn oplyser, at trafikken til og fra Sverige, Norge og Finland ikke er påvirket, hvilket heller ikke vil være tilfældet med de danske indenrigsruter. Ankommende fly fra Europa, der er forsinket ved ankomst, kan dog skabe forsinkelser i Norden og på indenrigsflyvninger.

Nye flyveplaner
Fejlen er blevet identificeret, og Eurocontrol arbejder hårdt på at normalisere forholdene.

Imidlertid er alle flyveplaner, der er indberettet før kl. 12.26 gået tabt, hvorfor flyselskaberne er blevet opfordret til at genindsende flyveplaner for samtlige fly, der endnu ikke er afgået.

Eurocontrol forventer, at problemerne vil være løst senest ved midnat.