- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Fortsat fuld fart på i Keflavik

Keflavik-lufthavnen på Island fortsatte sin kolossale passagervækst i 2017 og forventer at runde 10 mio. passagerer i år. Ikke mindst takket være en stribe nye USA-ruter.

Reykjaviks Keflavik-lufthavn fortsatte i 2017 med at vokse i et helt andet tempo end de øvrige store lufthavne i Norden. Således gik mere end 8,8 mio. passagerer gennem den islandske lufthavn sidste år. Det er 28 procent flere end året før.

Siden 2013 er antallet af passagerer i vulkanøens største lufthavn næsten tredoblet med tocifrede vækstrater år efter år. Særlig godt gik det i 2016, hvor passagervæksten var på mere end 40 procent. I 2017 blev væksten altså knap så stor, men stadig i et niveau, som andre lufthavne kun kan drømme om.

Ingen tegn på at bremse ned
Det er en kombination af et sandt boom i turistinteressen for Island samt de lokale selskaber Icelandair og WOW Airs målrettede arbejde med at gøre lufthavnen til knudepunkt og transferhub for trafik mellem Europa og Nordamerika, som har skabt den kolossale vækst.

“Det er spændende at være en del af den hurtige vækst, vi oplever her i Keflavik, og det viser ingen tegn på at bremse ned,” siger Hlynur Sigurdsson, kommerciel direktør i Isavia, der står for driften af Keflavik og flere andre islandske lufthavne.

15 nye ruter
Allerede nu peger prognoserne på, at Reykjavik Keflavik-lufthavnen inden årets udgang vil have rundet 10 mio. passagerer. Det skyldes blandt andet, at Keflavik-lufthavnen får ikke mindre end 15 nye ruter til Europa og Nordamerika i første halvår af 2018.

Ikke mindre end tre selskaber åbner indenfor en periode på to uger i slutningen af maj og starten af juni ruter fra Keflavik til Dallas/Fort Worth i Texas. Det er Icelandair, WOW Air og American Airlines, der agter at flyve henholdsvis fire, tre og syv gange om ugen.

Icelandair åbner desuden ruter til Kansas City, Cleveland og Dublin. WOW Air supplerer den nye Dallas-rute med ruter til Detroit, London Stansted, Cleveland, St. Louis og Cincinnati. Desuden åbner Wizz Air en rute til Poznan i Polen, Luxair åbner en sommerrute til Luxembourg, S7 Airlines åbner sommerrute til Moskva og United Airlines åbner sommerrute til New York Newark-lufthavnen.

Alle tre amerikanske selskaber
Det bliver første gang American Airlines, Luxair, S7 Airlines og United Airlines åbner rute til Island. Med American Airlines’ og United Airlines entré er alle de tre store amerikanske netværksselskaber tilstede i Keflavik, da Delta Air Lines i forvejen flyver til og fra New York’s JFK-lufthavn hele året samt til og fra Minneapolis/St. Paul i sommersæsonen.

Keflavik-lufthavnen havde i 2017 ruter til 107 destinationer i 33 lande opereret af i alt 32 flyselskaber. Den mest trafikerede ruter var til og fra København, hvor der fløj ikke mindre end 1.750 fly i løbet af året. De to største selskaber i lufthavnen var naturligvis de islandske flyselskaber Icelandair og WOW Air.

 

 

Relaterede artikler:

Gigantvækst i nordisk hovedstadslufthavn

Fire nye USA-ruter fra Norden

Icelandair åbner rute til Kansas City

Flyselskaber strømmer til Island

Keflavik vil have fremskudt USA-kontrol