- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

FPU-medlemmer siger ja til exit

Omkring syv ud af 10 medlemmer af Flyvebranchens Personale Union (FPU) har stemt ja til at den lille fagforening skal forlade paraplyorganisationen Serviceforbundet og arbejde for at etablere et nyt transportsamarbejde indenfor LO-familien.

73 procent af FPU’s omkring 1.500 piloter, stewardesser og stewarder deltog i afstemningen og 96 procent stemte ja til exiten fra Serviceforbundet, der består af en broget skare af små fagforeninger for blandt andet vagtfolk, sikkerhedsfolk i lufthavnene og lignende.

De samme udfordringer
Foruden FPU så er blandt andet Dansk Jernbaneforbund interesseret i at transportarbejderne slår pjalterne sammen.

FPU og Dansk Jernbaneforbund har tidligere begge understreget, at organisationer inden for en ny samlende ramme vil beholde deres selvstændighed og identitet.

“Vi har sat gang i en proces, hvor vi har vurderet, hvad der skal til for at en moderne luftfartsorganisation fremadrettet skal kunne klare sig i en svær branche. Vi skal finde en samarbejdspartner, der er sammenlignelig, og jernbanebranchen har mange af de samme udfordringer og en del lighedspunkter,” sagde Anders Mark Jensen, næstformand i FPU, i marts til CHECK-IN.dk.

Lukke baser
Efter at have levet i mere eller mindre ubemærkethed for alle uden for luftfartsbranchen, trådte Flyvebranchens Personale Union for godt et år ind på den store scene og blev frontsoldaten i LO-fagbevægelsens kamp mod Ryanair i Arbejdsretten.

Det var således fagforeningen med det lange navn, der krævede overenskomst med Ryanair for det irske lavprisselskabs ansatte på den nyoprettede base i Københavns Lufthavn og på den eksisterende base i Billund Lufthavn. FPU fik Arbejdsrettens ord for at de var i deres gode ret til at kræve overenskomst og at FPU og de øvrige forbund i LO-familien var i deres gode ret til at lave en konflikt og blokade mod Ryanairs operationer i Danmark.

Arbejdsrettens afgørelse fik Ryanair til at lukke sine baser i Danmark. Selskabet flyver i dag til både Københavns Lufthavn, Billund Lufthavn og Aarhus Lufthavn fra baser i andre europæiske lufthavne.

 

Relaterede artikler:

Flyvebranchens Personale Union forlader Serviceforbundet

Broget skare af hovedpersoner i Ryanair-konflikt