- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Fra røde til sorte tal i airBaltic

Det lettiske flyselskab airBaltic fortsætter fremgangen. I første halvår af 2014 forvandlede selskabet et underskud på 12 mio. euro til et overskud på 14. mio. euro.

Til november har Martin Gauss siddet tre år i chefstolen hos lettiske airBaltic med hovekontor i Riga.

Martin Gauss kom til et en længere magtkamp mellem den tidligere direktør og hovedaktionær Bertolt Flick, men denne tabte til sidst kampen mod den lettiske regering.

Ind kom i stedet Martin Gauss, der blandt andet har en fortid som Boeing 737-pilot med flere end 8.000 flyvetimer i bagagen. Direktørskiftet viste sig sidenhen at give en airBaltic en ny start, hvor fremgangen for alvor har bidt sig fast.

Martin Gauss kunne torsdag præsentere et halvårsresultat med en nettofortjeneste på 14 mio. euro, svarende til 105 mio. kroner mod et nettounderskud på 12 mio. euro, eller godt 90 mio. kroner i samme periode året før.



“Den geopolitiske turbulens mod øst skaber et meget udfordrende miljø i markedet, hvor vi oplever, at antallet af transferpassagerer er nedadgående. Til trods for dette har vi opnået betydelige omkostningsbesparelser gennem kapacitetsstyring, omkostningskontrol og øget effektivitet samtidig med, at vi lige nu høster fordelen af vores moderniserede og mere regulære flåde på to typer fly,“ siger Martin Gauss i en kommentar til markedssituationen.

Transfertrafikken er under pres
I første halvdel af 2014 har det været nødvendigt for airBaltic at reducere kapacitet og indstille flyvninger til Odessa, Simferopol og Kaliningrad.

Transfertrafikken er hårdt ramt med en tocifret tilbagegang, men omvendt kan airBaltic glæde sig over en to procentpoint stigning i point-to-point trafikken, der nu befinder sig på 52 procent for det første halve år.

AirBaltic tilbyder samlet 60 destinationer i hele rutenetværket, og heri indgår såvel København og Billund, mens airBaltic også er aktive i de andre skandinaviske markeder med ruter til Aalesund, Bergen, Oslo, Göteborg og Stockholm.