- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Frygter ændring af udlændingelov

Norwegian har ansøgt de norske myndigheder om ændring af udlændingeloven, således at der kan beskæftiges arbejdskraft fra lande udenfor EU/EØS på norsk registrerede langdistancefly. Det møder modstand hos fagforening.

Ifølge fagforeningen Parat Luftfart har Norwegian ansøgt den norske regering om åbning af udlændingeloven, således at selskabet kan få mulighed for at ansætte personale fra lande udenfor EU/EØStil de kommende langdistanceflyvninger.

Parat har forgæves forsøgt at få aktindsigt hos det norske arbejdsministerium, men fik i begyndelsen af maj måned afslag på henvendelsen.

Men nu har Parat indledt en større offensiv for at undgå, at udlændingeloven ændres til fordel for Norwegian. I begyndelsen af oktober måned henvendte Parat sig i et brev direkte til arbejdsminister Anniken Huitfeldt og gjorde rede for bekymringen ved den mulige lovændring.

”Parat vil på det stærkeste advare imod og protestere overfor en sådan åbning af udlændingeloven. Dette af hensyn til ikke blot norske, men også skandinaviske og øvrige europæiske flyselskaber, og arbejdspladser i alle konkurrerende flyselskaber,” skriver Parats næstformand Vegard Einan i brevet til den norske arbejdsminister.

Parat mener, at en lovændring vil udkonkurrere alle europæiske arbejdstagere på interkontinental flytrafik, specielt mellem Europa og Asien. Dette vil ifølge Parat få konsekvenser fortitusinder af europæiske arbejdspladser især koncentreret om kabinepersonale.

Samtidig med henvendelsen til den norske arbejdsminister har Parat sendt en skrivelse til alle medlemmerne af luftfartssektionen i ETF, Europæisk Transportarbejder Forbund.

“Denne sag er så alvorlig, at vi bliver nødt til at informere og involvere alle vore kolleger i europæiske flyselskaber. Hvis Norwegian får denne mulighed, vil det ikke være muligt for andre europæiske flyselskaber at konkurrere med asiatiske lønninger og arbejdsvilkår på langdistanceflyvninger til og fra Asien. Andre flyselskaber vil derfor også være nødsaget til at erstatte europæiske ansatte med asiater,“ hedder det i brevet til ETF-medlemmerne.

Ifølge Parat vil det muligvis kun være et spørgsmål om uger, før en lovændring kan blive vedtaget.

Ingen ændring i bemanding hos SAS
I 2013forventer Norwegian at starte langdistanceflyvninger til USA og Asien fra Stockholm og Oslo. Til dette formål har lavprisflyselskabet indgået en købsaftale på tre Boeing 787-8 Dreamlinere samt leasingaftaler af i alt fem fly af samme type. Tre af flyene leveres i løbet af 2013, fire fly i 2014 og et i begyndelsen af 2015.

Det vides endnu ikke, hvor mange af Norweigans langdistancefly, der vil komme på norsk register.

SAS har i øjeblikket to Airbus 340-300 og to Airbus A330-300 fly på norsk register. Herudover er yderligere to Airbus A330-fly på vej til at blive registreret i Norge. Omregistreringen af SAS-langdistanceflyene har dog ifølge selskabetintet at gøre med, at bemandingsforholdene kan blive mere fleksible, hvis den norske udlændingelov ændres.

“Det har ganske enkelt ikke noget på sig,“ sagde pressechef Trine Kromann-Mikkelsen fra SAS i Danmark i går til Ritzau Finans.

SAS fik i marts 2008 ved Københavns Byret en dom for overtrædelse af den danske udlændingelovs paragraf 13 for at have beskæftiget udenlandsk arbejdskraft uden den fornødne arbejdstilladelse på dansk indregistrerede fly i rutefart mellem Danmark og henholdsvis Kina og Japan. Anklagemyndigheden havde påstået en bøde på 2 millioner kroner og konfiskation af 5 millioner kroner hos SAS, men det skandinaviske flyselskab slap med en bøde på 900.000 kroner.