- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Global rutekonference flytter til Afrika

Durban skal i 2015 være vært for den globale rutekonference World Routes. Det er første gang, at rutekonferencen afvikles på det afrikanske kontinent.

Luftfartens årlige globale rutekonference er netop afsluttet. Den foregik i år i Chicago, mens Las Vegas sidste år dannede rammen om arrangementet, der tiltrækker lufthavne, flyselskaber og turistorganisationer fra hele verden.

World Routes 2015 vil blive den 21. globale rutekonference i rækken, og for første gang nogensinde finder begivenheden sted på det afrikanske kontinent.

Det er den sydafrikanske storby Durban, der sammen med KwaZulu-Natal provinsen vil være vært, når flere tusinde luftfartsfolk samles i Inkosi Albert Luthuli International Convention Centre fra den 19. til den 22. september 2015.

“Værtsskabet for World Routes 2015 i Durban vil blive en utrolig mulighed og oplevelse for KwaZula-Natal provinsen. Vi er den mest populære turistattraktion for alle sydafrikanere, og et stadig stigende antal internationale besøgende kommer til byen hvert år,“ sagde provinsens minister med ansvaret for turisme og økonomisk udvikling, Michael Mabuyakhulu, da værtsskabet officielt blev overdraget fra Chicago til Durban.

Håber på flere flyforbindelser
Durban er Sydafrikas største udskibningshavn og centrum for mange produktionsvirksomheder. Blandt større internationale virksomheder har Samsung eksempelvis etableret produktion i byen. Byen er den næststørste i Sydafrika med omkring fire mio. indbyggere.

“Vi tror, at værtsskabet for World Routes 2015 vil bidrage til, at provinsen kan tiltrække flere direkte flyforbindelser til resten af verden, hvilket er essentielt for at kunne sætte fart på regionens markante vækst, specielt i turistsektoren,“ sagdeMichael Mabuyakhulu.

Lufthavnen i Durban hedder King Shaka International Airport og blev åbnet i maj 2010 forud for slutrunden om verdensmesterskaberne i fodbold.

De globale rutekonferencer besøges typisk af omkring 100 repræsentanter for nordisk luftfart, hvor blandt andet Københavns Lufthavn og Billund Lufthavn gennem de senere år har været faste besøgende fra Danmark.