- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Gravid flypassager afvist

Reglerne er forskellige, når det handler om, hvornår luftfartsselskaberne kan afvise at tage gravide passagerer med ombord. Det måtte et dansk ægtepar for nylig sande i forbindelse med en hjemrejse med fly fra Jordan. Her blev passagererne i første omgang afvist, da der ikke kunne fremvises en gyldig lægeerklæring.

Reglerne er mangfoldige, når det handler om at fastslå fødselssted og nationalitet, hvis et barn fødes under en flyvning. Eksempelvis opererer FN og nogle landemed flyselskabets indregistreringsland som fødested, mens andre lande angiver ankomstlufthavnen som fødested og flyselskabets indregistreringsland som nationalitet.

Men hvis reglerne er uklare omkring fødsler i luften, er de til gengæld ligeså forskellige og uklare, når det handler om, hvornår luftfartsselskaberne kan afvise at tage gravide passagerer med ombord.

Det måtte et dansk ægtepar for nylig sande i forbindelse med en hjemrejse med fly fra Jordan. Her blev passagererne afvist, da der ikke kunne fremvises en gyldig lægeerklæring.

Det er nemlig passagerernes eget ansvar på forhånd at undersøge de konkrete regler hos det pågældende flyselskab. Det viser en netop afgjort sag fra Forbrugerklagenævnet.

Det omtalte ægtepar skulle rejse hjem fra Jordan, da kvinden var 33 uger henne i sin graviditet.Flyselskabet krævede en lægeerklæring, hvorfor ægteparret måtte købe nye flybilletter. Da lægeerklæringen var på arabisk, afviste flyselskabet dog i første omgang at lade ægteparret rejse med flyet. Parret fik senere udstedt en lægeerklæring på engelsk og kunne derefter rejse hjem.

Efter hjemkomsten henvendte parret sig til flyselskabet for at få ekstraudgifterne til blandt andet de nye flybilletter dækket. Flyselskabet afviste dog klagen med, at parret hverken før eller efter købet af flybilletterne havde spurgt flyselskabet om, hvor langt henne kvinden måtte være i sin graviditet for at kunne rejse med flyet.

Sagen endte i Forbrugerklagenævnet, hvor ægteparret tabte sagen.

”Forbrugerklagenævnet har i afgørelsen lagt vægt på, at det er almindeligt kendt, at der gælder særlige regler for gravide, der rejser med fly. Som gravid bør du altid undersøge, hvilke regler der gælder for det flyselskab, du rejser med. Det er derfor en god idé på forhånd at undersøge flyselskabets regler, inden du køber flybilletterne,” siger specialkonsulent i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Henrik L. Sedenmark.

Ifølge Henrik L. Sedenmark skulle ægteparret have kontaktet flyselskabet inden rejsen for at høre nærmere om reglerne. Det var således de rejsendes pligt selv at undersøge, hvorvidt det pågældende luftfartsselskab krævede en lægeerklæring.

Selvom man er i besiddelse af en lægeerklæring er det dog ikke garanti for transport. Kabinepersonalet og kaptajnen har til enhver tid ret til at afvise gravide, hvis de vurderer, at der er risiko for komplikationer under flyrejsen.