- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Great Dane Airlines er landet

Torsdag blev det første af foreløbigt to Embraer-fly til Great Dane Airlines præsenteret i Aalborg Lufthavn med deltagelse af en travl nordjysk minister.

Solen skinnede fra en skyfri himmel, da Great Dane Airlines torsdag præsenterede selskabets første fly i forbindelse med en reception i Aalborg Lufthavn.

Aftenen i forvejen var flyet ankommet fra Dublin, og står nu som OY-GDA på dansk register, eller som “Alpha”, som piloterne allerede kalder flyet, mens man forventer, at “Bravo” i skikkelse af OY-GDB skal ankomme om lidt mere end en måneds tid.

Ved starten på receptionen var flyet i luften over Aalborg på såkaldt base-training, hvor piloterne var i gang med en serie på i alt 18 “touch-and-go´s” på banen i Aalborg Lufthavn. Efter endt træning taxiede flyet ind til terminalbygningen og skulle forinden igennem den obligatoriske vanddåb fra lufthavnens brand- og redningskøretøjer. Herefter blev flyet parkeret ved terminalens vestlige ende, mens receptionsgæsterne fra balkonen kunne beundre flyet hale, der er prydet af et stilistisk udført Dannebrogs-flag.

“Udenfor vinduet står det håndfaste bevis for års planlægning, mange måneders hårdt arbejde, en team-spirit og en urokkelig tro på, at dansk luftfart har brug for et selskab, der har værdier som nærvær og fokus på regionens behov. Det er en stor dag for alle os i Great Dane, det er en stor dag for Nordjylland og en stor dag for dansk luftfart,” sagde administrerende direktør Thomas Hugo Møller i sin velkomsttale.

Kabinepersonalet i nye uniormer designet af Mr Agerbæk i Brønderslev (Foto: Ole Kirchert Christensen)

Begejstret nordjysk minister
Great Dane Airlines lægger ikke skjul på, at der er tale om et nordjysk selskab. Derfor var skatteminister Karsten Lauritzen (V), der er født i Løgstør, inviteret til at tale ved åbningen trods en hektisk valgkamp.

“Jeg tror på, at selvom I har kastet jer ind i….øh nu har min formand også i dag kastet mit parti Venstre ud i noget farefuldt, vil nogen sige, nemlig et regeringssamarbejde hen over midten…så er er der også mange, der har brændt nallerne på luftfartsbranchen, og det er en svær branche. Men jeg tror, at I gør det på den rigtige måde, og jeg tror på, at det er på det rigtige tidspunkt,” lød det muntert fra skatteministeren.

Karsten Lauritzen understregede også, at der til enhver tid er opbakning fra ham og andre folketingspolitikere i Nordjylland, når det gælder om at sikre rimelige vilkår for flyselskabet.

“Jeg synes virkelig, at det I har skabt, er et godt billede på, hvad vi har brug for i Nordjylland. Det er i hvert fald på tide, at vi får et nordjysk flyselskab, og jeg er overbevist om, at det nok skal blive en stor succes. Men hvis der er noget, som jeg eller nogle af de andre folkevalgte i Nordjylland kan gøre for jer, så skal I huske at spørge, fordi vi meget gerne vil hjælpe,” understregede Karsten Lauritzen.

Tilfreds kunde
Efter receptionen var der besigtigelse af flyet, og Karsten Lauritzen trak i en af de gule overtræksveste og tog med på rundvisning. Det gjorde administerende direktør Peder Hornshøj fra Bravo Tours også. Han var tilfreds med, hvad han så, og kunne til CHECK-IN.dk fortælle, at Great Dane Airlines allerede var kontraheret til flyvninger til Egypten og Gran Canaria i den kommende vintersæson.

Embraer ERJ-195LR-flyet er indrettet med 118 lædersæder og en sædeafstand på 31 tommer, hvilket er to tommer mere, end hvad flere andre charterflyselskaber tilbyder.

Embraer-flyet fra Great Dane Airlines er indrettet med 118 sæder. (Foto: Ole Kirchert Christensen)

Great Dane Airlines mangler stadig den endelige godkendelse fra Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen i form af et Air Operators Certificate (driftstilladelse, red.) til passagertransport med fly til flere end 20 passagerer. Sidste gang en sådan tilladelse blev udstedt var i 2017, hvor Billund-baserede Blackbird Air ansøgte om og fik godkendt et AOC. Ellers skal man helt tilbage til 2006, hvor Jet Time gik på vingerne med charterflyvninger.

Det er planen, at første flyvning med Great Dane Airlines skal finde sted fredag den 14. juni på en charterflyvning til Rhodos på vegne af Bravo Tours. Sidenhen følger ruteflyvning fra Aalborg til Dublin, Edinburgh og Nice.

 

Relaterede artikler

“Kunderne vil se flyene, før de køber billetter”

Great Dane-investor køber to Embraer-fly

Danmark har fået et nyt flyselskab