- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Grønt lys til tredje landingsbane i Heathrow

Den britiske regering har godkendt planerne om en tredje landingsbane i London Heathrow-lufthavnen. Parlamentet skal stemme om planen i juli.

Planerne om en tredje landingsbane i London Heathrow-lufthavnen har rumlet – og været til heftig debat – i næsten 20 år.

Nu ser der langt om længe ud til at komme skred i planerne, efter den konservative britiske regerings kabinet har godkendt planerne om en ny landingsbane nord for de to nuværende baner i Heathrow. Kabinettet består af premierministeren og regerings vigtigte minstre.

”Det er tid til handling,” sagde den britiske transportminister Chris Grayling tirsdag til det britiske parlament, som den 11. juli skal stemme om den planlagte udvidelse.

Heathrow-lufthavnen udnytter i dag stort set sin kapacitet på 85,5 millioner passagerer om året, og med en tredje landingsbane vil kapaciteten vokse til op mod 130 millioner passagerer om året, da lufthavnen vil kunne øge trafikken med omkring 700 fly om dagen.

Modstand fra miljøgrupper
En række miljøgrupper har gennem årene kæmpet indædt mod planerne om en tredje landingsbane, som de mener vil give for meget støj og luftforurening i området omkring Heathrow.

Ifølge regeringen vil planerne om den tredje landingsbane kun blive gennemført, hvis kravene til luftkvalitet kan overholdes, og beboerne i området kan i øvrigt se frem til 2,6 milliarder britiske pund (svarende til 22 milliarder kroner) i kompensation for de forværrede støjgener.

Ny bane kan være klar om otte år
Den nye landingsbane vil kunne stå færdig i 2026. Anlægsudgifterne løber ifølge regeringen op i 14 milliarder pund (svarende til 119 milliarder kroner), og projektet skal finansieres af private investorer.

Britiske parlamentsmedlemmer har dog advaret om, at skatteyderne risikerer at komme til at betale en regning på milliarder af pund for forbedringer af veje og anden infrastruktur omkring lufthavnen.

Londons største lufthavn drives i dag af selskabet Heathrow Airport Holdings, som et internationalt konsortium af selskaber står bag – heriblandt det spanske infrastrukturselskab Ferrovial, Qatar Holdings og China Investment Corporation.

 

Relaterede artikler:

Schiphol tættere på Heathrow

Flyselskaber advarer mod Heathrows priser

IAG foreslår brud på Heathrows monopol