- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Han var en sand ven af dansk flyvning

DØDSFALD: Arly Larsen, der i 1961 grundlagde Copenhagen AirTaxi, er død i en alder af 98 år. Tidligere rejseredaktør Ejvind Olesen skriver i et mindeord, at der ikke var flere oplevelser tilbage.

Af Ejvind Olesen, tidligere redaktør på Berlingske samt Take Off/Standby

Man skulle tro, der var plads til andet end flyvning i Arly Larsens liv. Det var der. Han døde tirsdag den 24. maj blot 11 dage før han fyldte 99 år og efter 61 år efter at have startet det familieejede Copenhagen AirTaxi med stor succes.

Det hele begyndte med luftfoto fra Skovlunde Flyveplads i 1948, og næppe havde jeg fortalt om min opvækst i en lille landsby uden for Herning, før der lå en gave fra Arly. Et foto fra luften af andelsmejeriet i Timring, hvor min far var mejeribestyrer i 40 år.

Senere var det små fly og større fly, i dag blandt andet Airsevens Boeing 737.

Uforglemmelig tur med Concorden
Men det var noget andet, han talte om igen og igen. Det var oplevelsen med at flyve med SAS til London og derfra med Concorden til New York, hvor vi mødtes til en reception på Marriott-hotellet på Times Square. Arly Larsen var med i gruppen af læsere fra Berlingske Tidende, hvor han med sine mange flyrekorder også var den der nåede at være flittigste deltager gennem mange år.

Vidste man ikke bedre skulle man tro, han var krydstogtkaptajn og ikke pilot. Han elskede vore mange ture, og da Royal Caribbean sendte verdens største ”Voyager of The Seas” fra Finland til Florida, og skibet lige akkurat kunne gå under den nybyggede Storebæltsbro, hvem var da i luften for at filme?

Det var Copenhagen AirTaxi og tog imod helt nede ved Gedser. Fotoet, da kæmpeskibet gled under broen, fik Arly fremkaldt i stort format og overrakt til den norske kaptajn ved en lille ceremoni på skibet i Miami.

En kæmpe rejse
Vel talte han da i ledige stunder om det lille firma, som han i 1969 overlod til anden generation og i dag er nået til tredje, og om ruteflyvningerne fra Roskilde til Anholt. Men det var mere om concordeturen til New York og ”hvor skal vi hen næste gang”.

Gennem seks årtier har flyselskabet tilbudt pilotuddannelse til både fly og helikopter og udbygget ruteflyvningen til Anholt og Læsø, og Arly Larsen blev i 2013 æresmedlem af ES-DAA – de tidligere Danske Erhvervsflyvere.

Nu var Arly blevet træt af livet. Der var ikke flere oplevelser tilbage. Om den næste rejse nu skal gå med fly eller skib ved ingen, men som Jimmy Arly Larsen sagde om sin farfar ved jubilæet ”Det har været en kæmpe rejse”.

Og hans far Kenneth, der i dag er chefen, skriver til undertegnede: ”Han var i godt humør til det sidste, men gjorde det klart for os alle i familien, at nu orkede han ikke mere.”

Arly Larsen efterlader sig børn, børnebørn og oldebørn.

 

Familien oplyser, at bisættelsen vil finde sted tirsdag den 31. maj 2022 kl. 11.00 fra Søndre kapel, Bispebjerg Kirkegård. Afdøde har frabedt sig overdådige kranse og bårebuketter.

Efter bisættelsen vil der være en mindesammenkomst på Ristorante Nuova Italia i Rødovre.