- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Har optjent 8,9 millioner bonuspoint hos SAS

Den mest hyppigt rejsende i SAS EuroBonus programmet har samlet optjent næsten 9 millioner bonuspoint siden indmeldelsen. De erhvervede bonuspoint har i dag en handelsværdi på over 2 millioner kroner, hvis de skal købes separat som ekstrapoint hos SAS.

Det er de færreste, der misunder forretningsrejsende, der er på farten mellem 200 og 250 dage om året.

Rejsedage af et sådant omfang er tilfældet hos de mest hyppigt rejsende i SAS EuroBonus loyalitetsprogrammet.

Til gengæld belønnes de rejsende også med bonuspoint, der kan anvendes til opgradering på flyrejser, nye flyrejser samt køb i SAS EuroBonus Shoppen.

SAS har i dag ca. 2,8 millioner medlemmer af SAS EuroBonus-programmet. Heraf alene omkring 550.000 i Danmark.

Siden SAS EuroBonus programmet blev introduceret den 27.april 1992 har den mest frekvente rejsende i programmet optjent ikke færre end 8,9 millioner bonuspoint, hvilket svarer til en værdi på lidt mere end € 275.000 eller næsten 2,1 millioner danske kroner.

Værdien er omregnet efter de nuværende regler for køb af Extra Points, hvor 40.000 point kan erhverves for € 1.250 eller hvad der svarer til ca. 9.300 danske kroner.

Bonuspoint for 700.000 kroner

Gennem de seneste 12 måneder har en lille elite af frekvente rejsende optjent 3 millioner bonuspoint svarende til knapt € 95.000 eller 700.000 danske kroner, hvis de optjente point skulle have været købt som Extra Points. Men til gengæld er der tale om såvel basispoint samt point på programmer hos SAS-partnerne.

“Vi har en eksklusiv gruppe af rejsende, der samlet set har optjent 8 millioner bonuspoint siden programmets etablering. Det er dem, der har forstået værdien af kortene,“fortæller Vice President i SAS,Mette Østergaard.

I hovedparten af de danske virksomheder tilfalder optjente bonuspoint medarbejderne til privat brug. Det skyldes delvist, at administrationen af optjente point er for ressourcetung, ligesom en række virksomheder ønsker at lade medarbejderne beholde points som kompensation for at bruge fritiden til rejser i virksomhedens tjeneste.

De rejsende skal blot sikre sig, at benyttelsen af optjente bonuspoint sker i henhold til SKAT´s regler. Har man selv betalt for de rejser,hvorved der optjenes point, skal der ikke betales skat ved anvendelse af
pointene. Har arbejdsgivernen betalt for rejsene, og anvendes de herved optjente point privat, er der skattepligt i henhold til gældende skatteregler om særlige løntillæg.