- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Havarirapport: Ethiopian-piloter fulgte procedurerne

Konklusioner fra den foreløbige havarirapport efter ET302-havariet understreger, at piloterne mistede kontrollen over MAX-flyet, selvom de fulgte procedurerne.

Torsdag formiddag kunne Etiopiens transportminister Dagmawit Moges på et tv-transmitteret pressemøde i Addis Abeba præsentere konklusioner fra den foreløbige havarirapport efter Ethiopian Airlines 302-styrtet den 10. marts.

Den foreløbige havarirapport, der først er blevet tilgængelige torsdag aften, er udarbejdet af de etiopiske luftfartsmyndigheder i samarbejde med repræsentanter fra fra Boeing, FAA, NTSB, EASA og franske BEA.

“Besætningen gennemførte flyproducentens procedurer flere gange, men var ikke i stand til at kontrollere flyet,” sagde den etiopiske transportminister på dagens pressekonference.

Kæmpede i seks minutter
Rapporten på 33 sider er rystende læsning, hvor det via data fra flyets to sorte bokse tydeligt fremgår, at de to piloter blev udfordret straks efter take off, da en af de to forreste AOA-sensorer udsendte fejlagtige informationer til flyets centrale systemer.

I seks minutter forsøgte kaptajnen sammen med sin styrmand at få kontrol over Boeing 737 MAX-flyet, men anstrengelserne var forgæves, da MCAS-systemet hele fire gange pressede flyets næse nedad, da de fejlagtige data fra AOA-sensoren indikerede, at der var overhængende fare for, at flyets skulle stalle.

Piloterne slukkede tidligt for MCAS-systemet og fulgte dermed de nødprocedurer, som Boeing havde udsendt i en bulletin efter Lion Air-ulykken i oktober sidste år. I stedet forsøgte piloterne manuelt at styre flyets trim, men det var fysisk umuligt at gøre manuelt.

Blot 32 sekunder før optagelserne fra flyets sorte bokse slutter, forsøgte begge piloter i fællesskab at trimme flyets næse op, og i et kort øjeblik reagerede flyets stabilisator med ændringen. Men blot fem sekunder senere tvang flyets automatiske systemer atter næsten nedad – og denne gang i en vinkel på 40 grader, hvorefter flyet styrtede til jorden med en hastighed på 925 kilometer i timen.

Boeing erkender delansvar
I en erklæring fra Boeing skriver koncernchef Dennis Mullenburg, at det et tydeligt, at i begge tilfælde med MAX-havarierne reagerede MCAS-systemet på baggrund af fejlagtige informationer om indfaldsvinklen.

“Historien i vores branche viser, at de fleste ulykker skyldes en kæde af begivenheder. Dette er igen tilfældet her, og vi ved, at vi kan bryde en af ​​disse led i kæden ved disse to ulykker. Som piloter har fortalt os, kan fejlagtig aktivering af MCAS-funktionen forstærke, hvad der allerede er et højt arbejdspres (i cockpittet, red). Det er vores ansvar at fjerne denne risiko, og vi ved hvordan vi gør det.”

Herudover understreger Boeing-topchefen, at teams af topingeniører og tekniske eksperter arbejder i døgndrift på at færdiggøre og implementere en softwareopdatering, der skal sikre at ulykker som Lion Air 610 og Ethiopian Airlines 302 aldrig kan ske igen.

“Vi anlægger en omfattende, disciplineret tilgang, og bruger den nødvendige tid på at få softwareopdateringen gjort korrekt. Vi nærmer os færdiggørelse og forventer certificering og implementering på 737 MAX-flåden i hele verden i de kommende uger. Vi beklager, den påvirkning groundingen af flyene har haft på vores kunder hos flyselskaberne og deres passagerer,” skriver Mullenburg.

Selskabet frikender piloter
Ethiopian Airlines har i dag offentliggjort en kortfattet pressemeddelelse, der henviser til den foreløbige havarirapport. Heri understreges det også, at piloterne fulgte de af Boeing anbefalede og FAA godkendte procedurer til at håndtere den vanskelige situation. Trods anstrengelserne lykkedes det ikke at holde flyet på vingerne som følge af de vedvarende systemkontrollerede kommandoer om at pege flyets næse nedad.

“Alle hos Ethiopian Airlines er stadig i dyb sorg over tabet af vores kære og vi vil gerne udtrykke vores dybe sympati og medfølelse for familierne, slægtninge og venner til ofrene. Vi er meget stolte af vores piloteres overholdelse af nødprocedurerne og høj grad af professionelle præstationer i en sådan yderst vanskelige situation. Vi er også meget stolte af vores globale pilottræningscenter og det etiopiske luftfartsakademi, som er en af ​​verdens største og mest moderne, udstyret med state-of-the-art træningsteknologi,” udtaler koncernchef Tewolde GebreMariam i en pressemeddelelse.

 

Relaterede artikler:

Ethiopian 302: Flyets næse tvunget nedad fire gange

MAX-fejl: Piloter havde 40 sekunder til at reagere

Ethiopian Airlines MAX 8-fly styrtet ned