- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Heathrow ramt af Irankrisen: Falder fem procent

Færre passagerer gik igennem London Heathrows terminaler i april sammenlignet med sidste år. Fra lufthavnens direktør lyder det dog, at man fortsat tror på god efterspørgsel i 2026.

Irankrisen kan mærkes i de europæiske lufthavne, og den travleste på kontinentet, London Heathrow, er ingen undtagelse.

Således faldt passagertallet i april med fem procent sammenlignet med samme måned sidste år. Det betyder, at 6,7 millioner passagerer rejste igennem lufthavnen i løbet af april.

Lufthavnen oplyser selv i en pressemeddelelse, at tallene netop afspejler den fortsatte påvirkning fra konflikten i Mellemøsten på visse markeder samt, hvad lufthavnen kalder ”kortvarige justeringer i rejseplaner”.

Stort dyk i Mellemøst-rejsende
Et kig dybere i passagertallene viser da også, at antallet af passagerer fra Mellemøst-markedet er faldet med 52,4 procent sammenlignet med april sidste år, idet 360.000 passagerer rejste på disse ruter i april i år.

På samme tid er antallet af flybevægelser mellem Mellemøsten og Heathrow faldet med 43,6 procent, og det lød i april på 1.498.

Faldet i antallet af passagerer er ikke lige så dramatisk på alle markeder. Tværtimod. Udover Mellemøsten er passagertallet på det europæiske marked uden for EU faldet med 3,9 procent, tallet på det latinamerikanske marked er faldet med 3,6 procent, mens de britiske og nordamerikanske markeder begge er faldet med 1,3 procent.

Modsat registreres der stigninger på markederne EU, Afrika og Asien og Stillehavsområdet. Antallet af passagerer på EU-markedet er stort set uændret med en stigning på 0,1 procent, Afrika står for en stigning på 6,8 procent, mens Asien og Stillehavsområdet står for en stigning på 5,6 procent. EU er det største marked. Her rejste 2,4 millioner passagerer.

Direktør: Kortvarige forstyrrelser
Mens der har været et dyk i antallet af passagerer i april i år sammenlignet med sidste år, så lyder det fra Heathrow Lufthavn, at den underliggende efterspørgsel fortsat er robust.

Efterspørgslen fra transferpassagerer steg således med 10 procent i april sammenlignet med samme måned sidste år, efterhånden som passagerer omlægger deres rejser og benytter sig af lufthavnens direkte forbindelser i verdensklasse til Asien og Oceanien, og man tror på en stærk efterspørgsel for året, mens man opdaterer forventningerne i juni.

”Selvom vi har oplevet nogle kortvarige forstyrrelser som følge af konflikten i Mellemøsten, er efterspørgslen efter rejser fortsat stærk, og de nuværende brændstofforsyninger er stabile. April var stadig vores travleste måned hidtil i år, hvilket understreger styrken ved en global hublufthavn, som hurtigt kan tilpasse sig i perioder med usikkerhed,” siger Thomas Woldbye, administrerende direktør i London Heathrow Airport.

 

Relaterede artikler:

Heathrow fortsætter vækst: 110.000 flere passagerer

Heathrow-overskud falder trods passagervækst

London-lufthavne i 2025: Over 180 millioner passagerer