- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Hele Islands befolkning med Icelandair

Icelandair transporterede i juli måned 355.000 passagerer, hvilket er 30.000 flere end Islands samlede befolkning.

Det islandske flyselskab Icelandair fortsætter den markante vækst, som selskabet har været eksponent for igennem de senere år.

I juli måned rejste 355.000 passagerer med Icelandair, hvilket svarer til en stigning på 16 procent i forhold til samme måned året før, hvor der var 306.000 passagerer ombord på selskabets velkendte Boeing 757-fly.

Det rekordhøje passagertal er skabt gennem en fortsat vækst i transfertrafikken, idet Keflavik-lufthavnen ved Reykjavik er blevet en populær gateway for flytrafikken mellem Nordeuropa og Nordamerika.

At det ikke alene er islændinge, der er ombord på selskabets fly understreges af det faktum, at de 355.000 passagerer i juli måned er 30.000 flere end det samlede befolkningstal, der per 1. januar 2014 var på 325.671.

Skulle eksempelvis tyske Lufthansa gennemføre samme præstation, skulle der være flere end 81,3 mio. passagerer med Lufthansa-flyene i juli måned. Her var dog kun lidt flere end 7,7 mio., selvom det også er rigtig mange isoleret set.

Vækst trods mekanikerstrejke
Det var ikke kun i juli måned, at væksten slog igennem hos Icelandair. I årets syv første måneder var der 185.000 flere passagerer med Icelandair-flyene, hvilket var en stigning på næsten 15 procent set i forhold til samme periode året før.

I alt har 1.458.000 rejst med Icelandair fra januar til juli i år. Dette er sket på trods af, at en 24-timers strejke blandt flymekanikerne i juni måned medførte aflysninger, der berørte samlet 12.000 passagerer.

Den flotte passagervækst kan dog ikke helt følge med en kapacitetsudvidelse på 19 procent fra 2013 til 2014. Den igangværende fartplan er den største nogensinde i flyselskabets historie.

Icelandair flyver til 38 destinationer, hvoriblandt København og Billund er med på det skandinaviske rutekort. I Nordamerika flyver selskabet til 12 destinationer, hvor de senest tilkomne er Edmonton og Vancouver i Canada.